x

Soundgarden: Superunknown – At få Beatles til at lyde hårdere

Soundgarden: Superunknown – At få Beatles til at lyde hårdere

Første gang jeg "rigtigt" hørte Superunknown, var et af den slags gyldne øjeblikke, hvor man midt i velkendt territorium pludselig hører noget skævt og anderledes. En ny og nærmest chokerende effektiv måde at servere gammel vin på helt nye flasker. Året var 1994, jeg befandt mig selv i et indspilningsstudie. Kendte selvfølgelig til hele Seattle-bølgen, også Soundgarden, men havde dem slet ikke under huden som for eksempel Nirvana på det tidspunkt. Soundgarden skulle spille i København samme aften, vores tekniker havde billet og trippede for at komme af sted, og vi holdt ham helt bevidst på pinebænken: "Nej Mads, du må lige blive siddende, vi må lige tage det der b-stykke en gang til (og en gang til)", sådan bare for at genere manden optimalt. Supergod humor syntes vi i hvert fald.

I en pause mellem takes var det lidt sådan "hvad fanden er det egentlig, det er med de der Soundgarden og den der 14 dage gamle Superunknown, og hvad er det i øvrigt for en "whack" titel. Som sagt så gjort, og så blev hovedretten ellers direkte serveret på det bedst tænkelige lydanlæg i kongens København. Og så røg paraderne og kæberne kollektivt ned. Mærkelige, skæve taktarter, tydeligvis endnu mere groteske guitar-tuninger, den sygeste vokalist, enorm teknisk kompetence og et udefinerbart skævtrukket lokomotiv af en rytmesektion, og overrumplende varieret og kompleks sangskrivning med en konstant underliggende tone af "det her er for alvor, det her er totalt langt ude, og det her er farligt".

Alt for meget at kapere på en gang – det tog mig faktisk lang tid– men en eller anden form for musikalsk lynnedslag: "Hold da kæft – det her rykker for sindssygt". Stærkeste første indtryk var det skæve pulsende beat i My Wave, det vanvittige percussion, eller ske-element i Spoonman, det indlysende hit-potentiale i Black Hole Sun, men nok allermest titelnummeret, som fortsat hører til en af mine absolutte rock-favoritter, genren som helhed taget i betragtning.

 

Fusion af punk og metal

Efter at have hørt og spillet en masse punk og vokset op med prog-rock og i allerhøjeste grad den spæde metal, i form af Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath, var her for mig pludselig en lyslevende hybrid, der først og fremmest var helt sin egen. Medrivende rock 'n' roll, punk-feel af folk, som – modsat genrens generelle kodeks – rent faktisk kunne spille, rytmisk perfektion og variation, og så en utilsløret, direkte hyldest til Sabbaths signatursang Paranoid i omkvædet og en gennemgribende inspiration fra giganterne Led Zeppelins skattekiste. Wov, jeg have det næsten som musikalsk født på ny denne sen-eftermiddag i en kælder i Indre By den 25. marts 1994, og jeg ærgrede mig gul og grøn over, at det ikke var mig, som skulle i K.B. Hallen samme aften.

Jeg var selvfølgelig langtfra den eneste, som kunne høre bandets og pladens kvaliteter. Soundgarden blev en af 90'ernes mest stilskabende og indflydelsesrige bands, der er mange andre fantastiske album end omtalte fra bandet, men for mig er Superunknown en milepæl i at forene den oppositionelle punkånd og kraften i heavy metal i en og samme størrelse. Albummet gik sin sejrsgang over verden, Black Hole Sun, blev et globalt monsterhit (blandt andet en af vores egen Kronprins' favoritter), og albummet har solgt ni antal millioner verden over og er en af de uopslidelige skiver, der bliver ved med at imponere og overraske.

 

It was twenty years ago today

Det er så i disse måneder 20 år siden, at Superunknown blev tilgængelig for den brede offentlighed, og det har nu gendannede Soundgarden fejret ved blandt andet at spille det over 70 minutter lange, brutale overflødighedshorn fra start til slut tidligere på foråret ved iTunes Festival som en del af den årlige (og aldeles vanvittige) SXSW Festival i Austin, Texas. GAFFA fangede bassist Ben Shepherd til en snak om fænomenet. Shepherd er en herlig fyr, men også en aldeles udisciplineret punkrocker, hvis foretrukne udtryksform og vokabularium ligger tæt op ad Johnny Rottens gyldne frase fra Bodies, altså: "Fuck this, fuck that, fuck it all and fuck the fucking brat". Først fik jeg Ben over en telefonlinje fra Buenos Aires, hvor man nærmest intet kunne høre, og hvor det lød på mig som om humlen i det, han sagde, var: "Fuck Superunknown, fuck Nirvana". Jeg er dog ikke sikker nok til, at dette klassificerer som citat. Forbindelsen røg endegyldigt efter syv minutter.

Næste gang jeg skulle ringe, var det: "Ben's out driving", og efter endnu en udskydelse og to timers ventetid tænkte jeg lidt i ånden: "Fuck Superunknown, fuck Ben Shepherd, jeg vil sove", hvorefter meldingen kom: "Ben er i røret nu". Jeg havde udtrykkeligt gjort hans presseansvarlige opmærksom på, at det, vi ønskede var et interview omkring Superunknown, da vi har dækket Soundgardens gendannelse i alle mulige andre sammenhænge. "Jaja, det er klart", sagde han, selvom jeg inderst inde vidste, at Shepherd selvfølgelig ikke kun gad snakke fortid. Superunknown var Shepherds anden plade som bassist i Soundgarden, han har altid haft ry som lidt af en slagsbror og har primært koncentreret sig om sit eget band med det inviterende navn, Hater!! Men vi taler en vaskægte Seattle rock'n'roll dude, Ben spillede for eksempel i band med Pearl Jams Stone Gossard helt tilbage i de tidlige teenage-år.

Læs, hvad der skete, da vi endelig fik hul igennem til Ben Shepherd, i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA