Nyhed

Justin Bieber beklager racistisk joke

Den unge canadiske sanger har endnu engang gjort sig uheldigt bemærket

Endnu engang har den unge canadiske sanger Justin Bieber gjort sig uheldigt bemærket. Denne gang er det på grund af en racistisk joke, skriver NME.

Det britiske magasin Sun on Sunday udgav i går 1. juni en kort video, der efter sigende skulle være blevet filmet til Biebers dokumentar "Never Say Never" fra 2011, men ikke bragt i denne. I videoen sidder den unge knægt i en sofa med nogle folk omkring sig, mens han fortæller den racistiske joke. Du kan se videoen nedenfor.

Ifølge magasinet har den unge sangers stab forsøgt at betale sig fra, at denne video ikke skulle nå offentligheden. Hvad enten dette passer eller ikke, så er det i hvert fald et faktum, at videoen er blevet lækket.


Som reaktion på dette har Bieber udsendt en offentlig udtalelse, hvor han undskylder for sine udtalelser:    

"Jeg er meget ked af det. Jeg tager mine venskaber med folk fra andre kulturer meget seriøst og undskylder for at have fornærmet eller såret nogen med min barnlige og utilgivelige fejltagelse."

I udtalelsen erkender Justin Bieber, at han som barn ikke kendte til konsekvenserne af sine udtalelser:


"Jeg troede det var fint at gentage sårende ord og jokes, men forstod ikke på det tidspunkt, at det ikke var sjovt, og at mine handlinger faktisk forstærkede uvidenheden."

I forlængelse af denne udtalelse gør Bieber det klart, at han siden udtalelserne har haft folk omkring sig, som har hjulpet ham til at lære af sine fejl. Ifølge sin egen opfattelse er han nu en mand, der kender til sit ansvar over for omverdenen, hvorfor han ikke vil lave den samme fejl igen.


ANNONCE