x

Reportage: GAFFA til Japan Night

Reportage: GAFFA til Japan Night

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

I disse digitale tider, hvor streamingtjenester har overtaget det fysiske musiksalg, og hvor de gode gamle pladebutikker er stort set ikke-eksisterende, er det næsten som at tage en tidsrejse tilbage til 1990'erne, når man som musikfan besøger Japan. Her foregår nemlig 80 procent af al musiksalg stadig på fysiske cd'er, der er gigantiske musik-mega-stores fyldt med unge pladekøbende japanere, store vans kører rundt i gaderne og reklamerer for nye singler, og pladeselskabernes hovedkvarterer ligger i kæmpe funky bygninger i de dyreste kvarterer. Med andre ord: den digitale tidsalder har utroligt nok ikke (endnu) gjort sit indhug på det japanske musikmarked.

Hovedårsagen til dette er, at den japanske musikindustri er yderst protektionistisk over for sit eget hjemmemarked og blandt andet har fået bandlyst brugen af Spotify og andre streamingtjenester, som simpelt hen er forbudt i Japan. Samtidig er salget af musik på iTunes kun en procentdel af, hvad det er i Europa og USA. Og så kan man heller ikke se musikvideoer med udenlandske kunstnere på YouTube i Japan, som her er filtreret fra. Alle disse restriktioner, eller censur om man vil, gør, at de japanske pladeselskaber stadig er yderst magfulde og stadig tjener rigtig mange penge.

Civiliseret mega-city
Der er derfor også luft i pr-budgettet til at invitere over 50 udenlandske musikjournalister til Tokyo for at dække den to dage lange event "Japan Night" med undertitlen "Move with the music of Japan", som har til formål at promovere japanske acts over for udlandet og samtidig fejre, at Tokyo i 2020 er vært for OL. Vejret er solrigt og sommerligt i den japanske hovedstad, som med alle forstæder tæller hele 35 millioner indbyggere. Til trods for dette enorme antal mennesker samlet på et sted, virker byen overraskende rolig. Biltrafikken foregår i et behageligt tempo, hvor ingen dytter, og der bliver holdt for fodgængerne. I metroen taler man ikke, men bruger turen som et frirum til at sove eller spille på sin smartphone.

På gaden og i det offentlige rum er der fuldstændig rent og ryddeligt uden spor af papir og affald. Hjemløse og tiggere er der heller ingen af, og hvis man vil ryge, går man ind i nogle særlige offentlige rygerum. Japanerne er velklædte. Skolebørnene går i skoleuniformer og mænd og kvinder i jakkesæt og business outfits. Bortset fra de utallige flimerende og talende lysreklamer er lydniveauet på et minimum i forhold til byens mægtige størrelse, og samtidig er byen en af de absolut mest fredelige i verden, hvor man for eksempel er så godt som sikker på at få sin telefon eller computer igen via politiet, hvis man glemmer eller taber dem i det offentlige rum.

Eftermiddags-shows
Samme overlegne civliserede måde at opføre sig på er gældende, når japanerne går til koncerter. Her er ingen puffen og skubben, ingen råbende fulderikker eller offentlige tisserier, og ingen, der prøver at snyde foran i køen. Derimod er der ingen grænser for, hvilket outfit man vælger at møde op i. Japan har en kæmpe subkultur inden for tegneserier, og især superhelte i alle afskygninger, lillepige-lolita-looks og pastelfarvede menneske-dukker står i kø side om side ved indgangene. 

Showet foregår på Japans national stadium i midten af Tokyo, som et par dage efter showet skal rives ned og bygges helt om, så det er klart til OL i 2020. Helt anderledes end ved koncerter i Europa starter showet allerede kl. 17.30 og slutter kl. 21.30, så man kan komme fornuftigt i seng og være klar til endnu en lang arbejds- eller skoledag dagen efter. Det første show onsdag eftermiddag har undertitlen "Yell for Japan", hvor ni forskellige japanske bands og artister hver får lov at spille et-to numre foran det 50.000 store publikum, som bortset fra vi udenlandske akkrediterede journalister udelukkende består af japanske fans og familier.

 

Tre fnisende skolepiger
Inden showtime går turen dog først over til en skyskraber, som huser et af Japans førende pladeselskaber. Her skal vi møde et af de største navne i Japan for tiden: Babymetal. Babymetal består af tre piger i alderen 12, 13 og 15 år. Til trods for deres meget unge alder har trioen eksisteret siden 2010 og spillet på alle Japans største festivaler. Musikken er en sær blanding mellem old-school heavy-metal og industrial og så den hyper populære J-pop-genre, som er en ung og naiv form for japansk pop fyldt med sukkersøde lillepigestemmer og candyflosspop. Bandets første album "Babymetal" har ligget nummer 1 i Japan og også været en success på metal-og rockhitlisterne i bade USA, England, Australien, Canada og flere lande i Europa. Her til sommer skal de tre unge piger på deres første verdensturné med en række koncerter i blandt andet Tyskland, Frankrig, USA, England og Canada.

Vi bliver hilst velkommen af de unge pigers managere, som fører os ind i et stort lokale, hvor vi bliver placeret ved et rundbord over for pigerne. Da pigerne ikke kan engelsk, er der hyret en tolk til at oversætte spørgsmål og svar, og inden selve interviewet har vi fået strenge order på kun at snakke om musikken og ikke stille personlige, politiske eller andre lignende spørgsmål. Det viser sig dog hurtigt at være irrelevant med de mange restriktioner, da de tre fnisende skolepiger ikke siger mere end et par sætninger til hver af de to spørgsmål, som hver journalist må stille bandet. Begge managere holder desuden et skarpt øje med, om pigerne nu alligevel fortaler sig og begynder at fortælle personlige anekdoter, men det sker ikke. Selvom interviewseancen kan forekomme meningsløs, er der alligevel en hjertelig stemning i lokalet, og det er sjovt at opleve, hvordan japanerne kører deres pr-maskineri.

 

Lysende glowsticks
Tilbage til stadionet hvor alle 50.000 publikummer nu har fundet deres pladser, og showet går i gang. Showet er flot med masser af laser, konfetti, storskærme, balloner og så videre, men rent musikalsk er der langt mellem snapsene. De ni forskellige artister gør sig alle ud i den pæne og polerede J-pop-genre med alt, hvad der hører sig til af søde melodier, svulstige kærlighedssange og nogle super-cute boy/girl-teen-grupper. Det er svært at lure, om publikum er vilde med det, da ingen siger noget under numrene. Men der tager man fejl, for da første nummer er slut, kommer der øredøvende klapsalver og hurrah-råb mod scenen.

Igen er japanerne bare høflige og lytter pænt, til sangen er færdig, inden de viser deres anerkendelse og begejstring. Her kunne vi bestemt godt lære noget i Europa. Det mest imponerende ved showet er ikke musikken, men deimod de lysende glowsticks, som er blevet delt ud ved indgangen til alle publikummer. Da mørket har sænket sig over stadion, bliver der synkron-tændt for dem, og resten af showet står samtlige publikummer og svajer med hver deres glowstick, som skifter farve i takt med musikken. Imponerende. Aftenen slutter med bulder, brag, fyrværkeri og fællessang med samtlige performere på scenen.

 

Lost In Translation
Herefter går det videre ud på en af Tokyos ufattligt lækre sushirestauranter, hvor man bogstaveligt talt får serveret frisk fisk direkte fra akvariet. Lidt overvældende i starten, men da man først får smagt på herlighederne, er det uden sammenligning det bedste sushi, alle vi udenlandske journalister nogensinde har smagt. Opløftede fortsætter vi ud i natten på en ægte japansk karaokebar, hvor man bestiller sit eget lukkede festrum med mikrofoner og bar, og derefter går der coversang og fællesskrål i den de næste par timer, hvor man føler, at man er med i den berømte film "Lost In Translation" med Bill Murray og Scarlet Johansen, der netop foregår i Tokyo.  

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA