Nyhed

Quadron kommer hjem til Danmark

Den danske electro soul-duo kommer til Danmark i det tidlige efterår

Quadron har vind i sejlene for tiden. Siden deres selvbetitlede debutalbum i 2009 er der løbet meget vand i åen. Foruden massiv omtale og megen anmelderros fra et imponeret dansk pressekorps er duoen såmænd rykket til Guds eget land for at få større kontakt til den langt større, amerikanske musikscene. Og bosat i LA har det ikke skortet på fremgang for Quadron. I 2013 udgav de to københavnere pladen Avalanche – en skæring der høstede stor succes i både Danmark og internationalt. GAFFAs anmelder Simon Nathanael var enig: Avalanche fik fem stjerner med på vejen med ordene:

"Den slående realisering, som pladen løbende afdækker, er, at de her mennesker er helt blottet for selviscenesættelse; de er bare sig selv. Ærligheden i fortællingerne og i distancen til aktuelle trends demonterer diskussionen om klichéer og retro-idealer, allerede inden albummet er kommet i gang. Gode sange og gode vokalister skal ikke altid forstås som et produkt af deres historiske kilder. Under de bevægelige genrer findes et universelt følelsesmæssigt fundament, som er lige så aktuelt nu, som da Nina Simone sang Feeling Good: en primal længsel efter nærvær, ærlighed, smerte og kærlighed." 

Særligt hittet Hey Love fra pladen brændte igennem som en blændende første single, og pladen indbragte Quadron prisen som "Årets Talent" ved det – efterhånden – sagnomspundne P3 Guld-show. Desuden vandt de samme år priserne for "årets Nye Navn" og "Årets Urbanudgivelse" til Danish Music Awards.


LA har også kastet væsentlige samarbejder af sig med blandt andre Tyler, The Creator, The Roots og Kendrick Lamar. Coco O blev endda udvalgt af Jay-Z til at synge med på soundtracket til Den Store Gatsby med nummeret "Where The Wind Blows". 

Og nu kommer den hyperpopulære duo igen til Danmark. Med tre koncerter i midten af september bliver danske fans i Danmarks tre største byer forkælet med Coco O.'s smukke soulstemme og Robin Hannibals svedige tracks (som dog som regel ikke bliver spillet af ham selv live – han bliver i Los Angeles).

Vil du have billetter, må du vente et par dage endnu til den 6., hvor billetsalget starter - og så kan du købe ved at klikke her på henholdsvis Train i Aarhus den 10. september, Posten i Odensen den 12. september og Falconer Salen i København den 13. september.


 

 

  

ANNONCE