Stem på GAFFA-Prisen 2006 – sidste udkald!

Stem på GAFFA-Prisen 2006 – sidste udkald!

Billede: Søren Solkær Starbird

Vi har spurgt dig om dette to gange før, kære læser, og nu er det sidste chance – afstemningen slutter mandag morgen den 11. december:

Bladene er faldet af træerne, og snart er det sidste blad vendt i kalenderen. 2006 er ved at rinde ud, og det er atter engang blevet tid til at uddele årets GAFFA-priser. Og som altid er det op til jer læsere at kåre de solister og bands, som I mener har fortjent anerkendelse for deres indsats i 2006. Ganske som sidste år, hvor Mew (billedet) blev de store vindere.

Hvem er dine favoritter? Er det Thomas Helmig, Nephew eller en helt tredje fra den etablerede del af den nye danske pop- og rockgarde, eller er det nye navne som Veto og The Broken Beats? Og hvad med udlandet? Er du til Arctic Monkeys eller Justin Timberlake, og kan du i det hele taget huske, hvem der har udgivet plader i år?

Hvis du skulle have glemt det, så har vi lavet en udvalgt liste til højre, som kan genopfriske din hukommelse.

Din stemme tæller kun i afstemningen, hvis du stemmer på kunstnere, som har udgivet nyt materiale i indeværende år.

Send skemaet af sted inden mandag den 11. december, så deltager du samtidig i lodtrækningen om et overflødighedshorn af lækre præmier. Nemlig et compact-anlæg og et Pod-speakersæt fra Hi-Fi-klubben, den store Gasolin'-fotobog "Gas" og det populære PlayStation-musikspil SingStar, nu i den nye version SingStar Legends.

Resultatet offentliggøres i GAFFAs januarnummer og på GAFFA.dk i begyndelsen af januar.

Stem her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA