Nyhed

Danish DeeJay Awards: Og vinderne er...

Kongsted blev den store vinder til årets DDJA, hvor temaet syntes at være store bryster, stiletter på brosten og et halvtomt Øksnehallen

Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

Det gamle kvægtorv Øksnehallen i Københavns Kødby dannede søndag aften ramme for den 14. afholdelse af Danish DeeJay Awards. De sidste par år blev showet afholdt i Ballerup Super Arena, men nu var det altså Vesterbros tur til at få besøg af cremen af den danske diskoteksscene, fra DJ Aligator til, hvad man må gå ud fra er det samlede hold af Cult-piger i hele Danmark, komplet med plasticbryster og 25 centimeter høje stiletter. Således stavrede folket ind i Kødbyen (der er beklædt med brosten, til stor morskab for overtegnede), hvor DDJA begyndte klokken 20.00.

Gal konferencier


Mens Ida Corr sipper gin & tonic i baren og Paradise-Amalie pulser cigaretter med sit entourage af langbenede damer ude i VIP-rygeområdet, går Clemens på scenen med sit nye nummer "Dårlig Hårdag" iført lidet flatterende paryk og ketchupindsmurt wifebeater (han er skaldet… get it?).

Hvor Uffe Holm sidste år blot var super enerverende som konferencier, tager Clemens i år prisen for den galeste ditto. En lang, underlig tale, der handler om, at det ikke giver mening af sniffe coke og slå på sine venner, medmindre der er en dj til festen, sætter forventningerne til dette års sprechstallmeister på et minimum.

Sangerinden Nastasia kommer på scenen med sin single "Fuld HD", der trods backtracking og autotune en masse ikke kan skjule, at sangerinden ikke er udstyret med de mest begavede stemmebånd. Imellem de forskellige optrædener bliver der udgivet et hav af priser, som jeg af logistiske årsager ikke nævner ud over listen nedenfor (der var virkelig mange!).


Paradoksal lyd

Men noget, der skal nævnes, er det paradoksale i at være til fest med Danmarks bedste lydsmede, og der så er så mange tekniske problemer. Hver gang en "presenter" skal på scenen, eller en kunstner skal have overrakt en pris, starter og stopper den valgte musik brat. Man skulle tro, at folkene bag DDJA kendte til konceptet med blot at fade i musik?!

Showet


Mens dj-drengene Nonsens beder tøserne om at shake deres booty (et gennemgående tema for aftenen…suk), chiller Raske Penge rundt med en paptallerken fyldt med KiMs-tomatskruer og er et kærkomment afbræk med sin behagelige attitude fra polerede damer og mænd i jakkesæt med vodka/Red Bull i glassene.

Muri synger om noget med at danse mambo og en pige, der stjal hans guitar, og Jean Von Baden giver den som aftenens mest irriterende presenter, med italiensk sang og overgearet optræden.

Svenstrup & Vendelboe har inviteret blandt andre Camille Jones på scenen, der minder publikum om, at det er okay at kunne synge for at optræde til DDJA. Det får de så hurtigt skudt ned, da de super sjove drenge fra Danish Dynamite kommer på scenen og danser rigtig fjollet. Bare rigtig sjovt, altså.


Dan Rachlin vinder æresprisen og indleder sin takketale med et "about fucking time". Åh, Rachlin. DJ Flip vender plader, mens De Danske Bronies (som jeg ikke vil introducere yderligere, du, kære læser, skal selv have fornøjelsen af at google dem) danser fjollet rundt iført parykker og fe-vinger.

Aftenens syvende act er drengene fra Donkey Sound, der giver festen et hak opad, med deres energiudladning af et show. Fresh-I står bag pulten, mens Dean Thompson, Kaka, Wafande og Pharfar hopper rundt som en flok forvoksede, glade børn. Rigtig dejligt, bare en skam at det er en nærmest præcis gentagelse af sidste års optræden.

Et af aftenens højdepunkter er Kongsted, der med rette tager tre priser med hjem. Den klassiske dj-formel med at arbejde mod klimaks og derefter lade bassen gå i mellemgulvet fejler heller ikke i aften. Måske en snart lidt brugt formel, men hva', det virker, og publikum er glade.


Analfikseret herre

Yepha, Topgunn og Djämes Braun afløser hinanden på scenen. Her skal Topgunn fremhæves, da han nok er den mest analfikserede kunstner, den danske musikscene har set længe. Topgunn sang-rapper om store røve, analsex, at have en lang pik, poppe champagne og have penge. Og så nogle flere store røve. Mega subtilt og indholdsrigt.

Nej, så går det bedre, da Faustix og Alexander Brown gæster scenen – meget dygtige dj's, der som nogle af de første på aftenen har medbragt en række mere eller mindre hæderlige sangere og sangerinder.


Et andet højdepunkt kommer, da Lulu Rouge vinder "Årets Danske Upfront-DeeJay" (hvad end det så betyder), og hiver den unge DJ Emil Lange på scenen for at videregive sin pris til ham, af respekt. Kudos, og med rette.

Su-su-suspeeeekt

Over midnat kommer Suspekt ENDELIG på scenen og viser Øksnehallen, hvordan det skal gøres. "Kinky Fætter" åbner ballet, mens Denice Klarskov og veninde står i Eva-kostume kun iført stiletter, gaffer-kryds over nipples og punani, og (selvfølgelig?) en masse vita wrap rundt om hovedet. Meget Suspekt. "Sut Den Op Fra Slap" bliver også fyret af, mens der sprøjter ild ud fra scenens hjørner. Herefter får vi et par nye numre, og så slutter aftenens hovedact lige så hurtigt, som de kom (no pun intended).


Fucking twerking, altså

Hedegaard har inviteret amerikanske Brandon Beal med på scenen og får gang i de rystende numser blandt publikum med hittet "Twerk It Like Miley". Som sidste pris kommer Quadron meget passende på scenen og takker for at vinde årets danske artist "uden at kysse med Medina eller sidde på en fucking wrecking ball som Miley". Coco O, vi elsker dig.

Opsummering


Danish DeeJay Awards er kommet for at blive, og det virker som om, det er bedre end juleaften for alle de mennesker, der er tilknyttet diskoteksindustrien. Pigernes bryster har aldrig været mere spændt op, stiletterne har aldrig været højere eller de falske øjenvipper længere, og mændene har aldrig brugt så meget eau de cologne på en aften, eller betalt så meget for vodka/Red Bull. Ja, jeg er mega fordomsfuld. So sue me.

DDJA er topunderholdende, hvis man ikke forventer skønsang og musik med mere indhold end noget med at have det sjovt, være fuld og have en stor numse, man kan twerke med. Og det bliver sgu lidt tamt i længden, men så er det godt, man kan fornøje sig med at grine lidt af stiletpigerne på brostenene. Måske et andet venue næste år ville være en idé, ikke kun på grund af brostenene, men også fordi Øksnehallens kapacitet (1600 kvæg – hvor meget det er i personer, skal jeg ikke kunne sige) langt, langtfra blev nået.

Og vinderne er:


Årets Danske Artist: QUADRON

Årets Danske DeeJay: PEGBOARD NERDS

KIM SCHUMACHERS DEEJAY-PRIS: (Ærespris) DAN RACHLIN


KJELD TOLSTRUP-PRISEN: (Talentpris) CHRISTIAN D'OR (Christian Madsen)

Årets Danske Upfront-DeeJay: LULU ROUGE

Årets Danske Mainstream-DeeJay: DJ RASMUS P


The Voice Clubbing-Prisen: KONGSTED / Chuck Norris

Årets Danske Album: QUADRON / Avalanche

Årets Danske Urban-Udgivelse: PHARFAR / La' Mig Rulle Dig


Danish DeeJay Battle 2014 DJ ARY

DK-Prisen: PHARFAR / La' Mig Rulle Dig

Dancechart.dk-Prisen: KONGSTED / Chuck Norris


Årets Danske Remix: ALEXANDER BROWN / Nik & Jay: Pænt Nej Tak (Alexander Brown Remix)

Årets Danske DeeJay-Favorit: KONGSTED / Chuck Norris

Årets Danske Producer: PILFINGER


Årets Danske Upfront-Udgivelse: LULU ROUGE / Sign Me Out

Årets Danske Klub: RUBA'DUB SUNDAYS / København

Årets Danske Diskotek: KULØRBAR / København


Årets Danske Event: STELLA POLARIS / Frederiksberg

Årets Internationale Klub-Hit: DAFT PUNK Feat. PHARRELL / Get Lucky

Årets Internationale DeeJay: LAURENT GARNIER / Culture Box


Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion

 

ANNONCE