Vi har mødt den karismatiske forsanger for Queens of the Stone Age
Interviewet har tidligere været bragt på GAFFA.dk i juli 2013:
Jeg ved ikke, om "Songs For The Deaf" er det bedste album siden årtusindskiftet, men lad os da bare kalde det en værdig kandidat. Og hiv lige for sjov sidste album "Era Vulgaris" frem fra skuffen og læg øre til skæringer som "Sick Sick Sick" og "Misfit Love" – ganske enkelt skoleeksempler på, hvordan rock fortsat kan være farlig, slagkraftig og innovativ. Josh Homme har for længst slået sit navn fast. Ikke kun som en af klodens førende rockpersonligheder, men også som en multikreativ, idérig ildsjæl, der ikke mindst forstår at sætte vidt forskellige aktører sammen i alle mulige og umulige konstellationer.
CV'et bugner af aktivitet og produktivitet, men moderskibet hedder trods alt Queens Of The Stone Age. Efter seks års albumtørke er Josh og vennerne nu klar med sjette dronningerunde, der har fået titlen "…Like Clockwork". Et album med klassiske rockperler som "My God Is The Sun" og "If I Had A Tail", men også med smukke melankolske skæringer som for eksempel de to, der afslutter pladen: "I Appear Missing" og det nedbarberede titelnummer, hvor Josh lyder mere empatisk og hudløs end nogensinde tidligere, siden han som 17-årig albumdebuterede med stoner-rockerne Kyuss i 1990. Josh har noget på hjerte, det har han altid haft, men denne gang går han spadestikket dybere.
GAFFA fik 48 gyldne minutter med den karismatiske urkraft, tog chancen og gik tæt på, og fik ikke så få visdomsord i retur. Men først skulle man lige have kæmpen ned på jorden. Interviewet blev lige fremrykket en time på et splitsekund "Josh wants to get going" var beskeden, og det må man sige ja til. Han for rundt som en skoldet skid i suiten på hotel Ritz i Berlin. Han sang, råbte og skreg og øvede sig gentagne gange i disciplinen "flyvespark mod gardin". En personlig hilsen fra den fælles ven Stone Gossard fra Pearl Jam fik hurtigt vendt manien til et mere fokuseret leje. Stone udgav i sin tid Queens Of The Stone Ages debut og gav senere Josh rettighederne tilbage.
– "I love Stoney, love those guys", var reaktionen efterfulgt af et par anekdoter om Queens og Pearl Jams seneste "bonding" på Lollapalooza foran to gange 70.000 mennesker i Sydamerika kun uger tidligere. I forbindelse med et tidligere interview med Josh i L.A. 2005, forsøgte denne skribent at kortlægge Hommes musikalske stamtræ, hvilket han selvfølgelig skulle se. Det affødte reaktionen: "Holy shit man, that is so cool, you did a damn good job", mens han vedvarende og storsmilende sad og bladrede i det bedagede GAFFA-blad. Så var vi ligesom kommet i gang.
Little Richard var frygtløs
Det er vel ikke helt skævt at placere Jack White, Dave Grohl og herren selv i feltet blandt de mest centrale internationale rockpersonligheder de seneste 15 år. Soulmate Grohl er igen med på trommer på halvdelen af "…Like Clockwork", og når man taler om foregangsmænd i rockhistorien, har Motörheads notoriske Lemmy udtalt, at det hele startede for ham med Elvis, Jerry Lewis og Little Richard. Josh er ikke i tvivl om, hvem af de tre pionerer, han bedst kan identificere sig med.
– Jeg vil håbe, at jeg vil være Little Richard i den gruppe. Jeg elsker de enorme chancer, han så frygtløst tog. Han var bøsse, sort, og pianist med kappe og make-up, og optrådte overalt i Syden, transporteret i Cadillac. Det var uden sikkerhedsnet, han tog chancer. Du kunne dårligt foretage dig noget mere risikabelt i 1956. Jeg ville bare ønske, jeg kunne have været der og klappe blandt publikum.
Det er 57 år siden. Hvis vi hopper frem til i dag, hvordan vil du så karakterisere inkarnationen af Queens Of The Stone Age anno 2013?
– Helt ærligt vil jeg sige, at det er den mest "tighte", og det tidspunkt, hvor alle har været tættest på hinanden. Det har ikke været en let plade, og den har krævet stor gensidig tillid. Folk sætter ikke pris på, hvad de får gratis, og denne her har kostet knofedt, virkelig hårdt arbejde. Men vi har alle en følelse af stolthed i forhold til det færdige resultat.
Hvis man forestiller sig, at Queens var en film eller en bog, hvilken titel ville du så vælge?
– Haha, der er mange ting, jeg kunne sige… Well, min første reaktion er "A Clockwork Orange" i den forstand, at vi er blevet en bande. Ikke den form for neurotiske røvhuller som i filmen, men i forhold til de ting, vi er gået igennem sammen. Det er som om, vi har vores eget flag, som vi så "boom" planter i jorden, spytter i næverne og siger "come on" til omverdenen. Når du er i et band, og det er det bedst, så er det ligesom os mod resten af verden.
Læs et meget længere interview om blandt andet Hommes iltre temperament og hans tætte samarbejde med Dave Grohl, i GAFFAs artikelsektion
