x

NorthSide-aktuelle Lucy Love – Tilbage efter en sort periode

NorthSide-aktuelle Lucy Love – Tilbage efter en sort periode

Interviewet er tidligere bragt på GAFFA.dk i oktober 2013

– Det startede for et par år siden som en depression, der gled over i angst, som så efterhånden tog over. Det er først i løbet af det seneste år, jeg har kunnet komme videre. Det har hjulpet meget at finde ud af helt præcist hvad det er, der plager mig. Så bliver det pludselig lidt en anden størrelse.

Er du stadig plaget af angst?

– Ja, meget!

Bekæmpelse af angsten

– Jeg har gået i en masse terapi, og jeg har fået noget medicin, der hjælper mig. Jeg kan blankt sige, at hvis det ikke havde været for det, så var jeg aldrig kommet videre – det var jeg ikke. Jeg har hele tiden haft en plan om, at der skulle komme et tredje album, så det har også ligget og presset på, og det har været svært at finde ud af, hvordan jeg skulle få lavet en plade, når jeg nu havde andre ting at kæmpe med, så albummet er blevet lavet, da overskuddet var blevet lidt større.

Så albummet har været en stress-faktor?

– Ja, helt sikkert. For hvis ikke der kom et nyt album, kom der heller ikke en ny tour, og jeg ville ikke få nye KODA-penge og alle de andre ting, der er afgørende for, at man kan overleve som kunstner. Men jeg har forsøgt at tage den med ro på trods af presset.

– Hvis ikke jeg havde haft angsten at kæmpe med, var albummet blevet radikalt anderledes. Det er meget præget af det, fordi angst desværre er så altoverskyggende en størrelse. Jeg kunne ikke bare slukke for det og glemme mine problemer, mens jeg lavede musik. Det troede jeg først, jeg kunne, men det lod sig ikke gøre. Stemningen og teksterne havde været meget anderledes, hvis det ikke var for angsten.

Kanaliseret ud gennem musikken

– Det har været svært at kanalisere mine problemer ud gennem musikken. Det er svært at lave musik lige meget hvad, men når jeg skal skrive en sang om de problemer, jeg har, kommer jeg jo til at dyrke det i endnu mere indgående grad, og det har ikke altid været lige gavnligt for min psykiske tilstand. Noget musik kan også ligefrem gøre tingene endnu værre, og jeg har jo altid haft en forkærlighed for det dystre og mol-prægede, og det kan godt trække mig mere ned. Men det er jo på den anden side også fedt at skrive noget, der er ærligt i stedet for at skrive noget over et tema. Det her føles i hvert fald 100 procent ægte.

Klichéen ville jo være, at det har været terapeutisk at lave albummet, men det har gået begge veje?

– Ja, helt sikkert. Jeg ville vildt gerne lave albummet, men jeg vidste ikke hvordan. Og der var kun små øjeblikke og vinduer, hvor jeg var i stand til at arbejde. Det skulle jo gerne være sjovt at lave musik, men jeg var meget lettet, da det hele var færdigt.

Koncerter som medicin

– Jeg har det allerbedst, når jeg er ude at spille – helt stik modsat af, hvad de fleste går og tror. Men når jeg spiller koncerter er det det eneste tidspunkt, hvor jeg glemmer at lade det negative og angsten tage plads. Det er der sgu ikke tid til. Og det er egentlig lidt underligt. Efter koncerterne virker det et stykke tid, hvor jeg har det rigtig godt, men så klinger det desværre langsomt af. Men der sker helt sikkert et eller andet der, hvor jeg bliver afledt. Når jeg spiller findes alle mine bekymringer ikke, og det er mærkeligt, når det nu ellers fylder alt.

Gode råd

– De råd, jeg synes, jeg kan give til andre, der lider af angst, er at man – selvom det er svært – skal søge hjælp og forsøge at gøre noget ved det så hurtigt som muligt, for min erfaring er, at det kun bliver værre. Der er mange, der ikke tager det seriøst, og som tror, man bare "kan tage sig sammen" og glemme det eller slukke for det. Det er virkelig vigtigt at få gjort sine omgivelser klar over, hvor alvorligt det er, så man kan finde støtte der. Angst er en forfærdelig lidelse, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Det ligger meget dybt i mig, og jeg kommer nok aldrig helt af med det. Jeg føler virkelig, jeg har mistet noget af mit liv, men heldigvis er det blevet bedre.

Ikke for dystert

– Det er helt overlagt, at der er en kontrast mellem tekster og musik på albummet, for hvis musikken skulle være lige så dyster som ordene og temaet, blev det simpelthen for "dark". Der skulle være en kontrast mellem det dystre og det dansable, og det var fedt at arbejde med tematikken for et dance-nummer på den måde. Den slags sange handler ofte om at være i klubben eller noget lidt ligegyldigt i den stil, men jeg ville gerne lave nogle numre, der sagde noget mere, og det var sjovt at blande de to universer og give dance-verdenen.

 

Lucy Love om:

Mentor

– Jeg havde ikke prøvet at lave den slags tv før, og det viste sig at være meget mere tidskrævende, end jeg havde regnet med, for som med så meget andet gik jeg virkelig "all in". Folk var rigtig flinke, og alt var muligt. Det var meget anderledes og lidt underligt at være den erfarne. Men det var sjovt. Jeg elsker jo sådan noget der; at iscenesætte mig selv og andre og hjælpe med at optræde. Jeg troede ikke, jeg ville blive valgt til det, men det gjorde jeg jo…

Ville du gøre det igen?

– Ja, det ville jeg. For jeg synes, det er vigtigt, at der et bredt spekter af folk, og at vi ikke skal ligne hinanden for meget. Jeg synes, man skal stille op, hvis man føler, man kan gøre et eller andet i den sammenhæng, og det synes jeg stadig, jeg kan … selvom jeg ville blive stemt ud, haha!

Ønske om at være vampyr

– I nummeret V synger jeg: "I wish I was a vampire", og det kommer af min dødsangst. Jeg ser ikke mig selv blive gammel, og jeg fokuserer desværre meget på alt det negative, så der er noget befriende i tanken om at være vampyr i et ungt øjeblik, der bare fortsætter. Ideen om at standse tiden er jo fantastisk, selvom vi jo ved, det også er en forbandelse. Desuden er der jo også alle de psykiske ting, der foregår i mig, der er lidt som en vampyr, fordi de sluger alt.

Hvorfor Love?

– Jeg fandt i sin tid på kunstnernavnet Lucy Love, fordi jeg gerne ville have, at mine initialer skulle være "L.L.", og jeg ville også gerne have, at det var lidt "old school" – lidt kitschet. Og så synes jeg, det er ret fedt, at "Lucy Love" lyder som en person, der laver noget helt andet musik, end det jeg gør. Det måtte gerne stå i kontrast til min stil. Jeg har flere gange overvejet at skifte navn, men alt i alt er jeg rigtig glad for det.

Linkoban

– Linkoban har et helt særligt drive og nogle klare visioner. Hun ved, hvem hun er og har helt styr på, hvordan hun vil fremstille sig selv. Jeg var med til at lære hende op live og trænede med hende, da hun aldrig havde optrådt før, og hun var vildt sej til at tage tingene til sig. Nu kører hun det selv, og hun er kommet rigtig langt. Hun er virkelig talentfuld.

Producer Yo Akim om processen:

– Det har været op og ned i arbejdsprocessen, og vi har haft vores kampe, men det har været rigtig fedt at komme ud på den anden side. Vi er meget stolte af albummet. I og med at Lucy har haft det rigtig dårligt igennem en del af forløbet, har det også gjort, at jeg har skullet finde en lidt anden rolle, end jeg plejer at have, når vi laver plader. Jeg har skullet være mere tålmodig og overbærende. Jeg er jo noget ældre end Lucy, og jeg har kunnet se, at det har været hårdt for hende, og langsomt er vi jo kommet godt ud på den anden side af det. Det har også gjort, at Lucy har åbnet for nogle andre ting og er blevet meget mere personlig i sine tekster, hvilket giver en rigtig god kontrast i numrene, hvor musikken er up beat og teksterne er mere dystre. Denne her plade er virkelig en rejse i følelser.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA