x

NorthSide-aktuelle The Mountains: Man kan ikke guldlakere en lort

NorthSide-aktuelle The Mountains: Man kan ikke guldlakere en lort

Interviewet har tidligere været bragt på GAFFA.dk i februar 2014

Tvillinge-brødrene Frederik og Fridolin Nordsø er vokset op som tumlinger i kollektiv med Sneakers, og har sådan cirka samtidigt med, at de tog deres første skridt, "leget" i farmand Mikkels hjemmestudie, og den musikalske arv fra den elegante og præmierede guitarist har de nu 32-årige sønner allerede videreført i adskillige sammenhænge. Begge er grundstammer i The William Blakes, og så har begge brødre bred og solid producererfaring i ind- og udland. Fra det støvede alternative til rendyrket hitliste-målrettet r&b og hiphop. Michael Møller er prototypen på en intellektuel anmelderdarling. Primært kendt fra sit altid top-anmeldte band moi Caprice og hans imponerende udgivelser som solist. Nu mødes de – på papiret – noget forskellige kræfter, hvor det utilslørede mål er pop med stort "p".

Frederik: – Rent faktisk er det en gammel drøm. Vi snakkede allerede om at danne bandet, før der var noget, der hed The William Blakes. Vi har bare hver især haft travlt med en masse ting. Men ønsket og tanken har været der i årevis. Og nu, hvor det så er blevet til virkelighed, har vi gået metodisk til værks. Det har været produkt- og ikke procesorienteret. Modsat for eksempel Willam Blakes.

Fridolin: – Og målsætningen har fra starten været at lave ambitiøs pop, det er det, som vi tre har villet sammen. Og det, at alle har et højt teknisk og fagligt niveau, har gjort, at vi har haft fuld tillid til hinanden undervejs. Det har været godt at kappe indie-båndene for en tid. Der er noget mega dobbeltmoralsk i den verden. På den ene side vil man have anerkendelse og succes, og på den anden side er man enormt bange for det tilgængelige og sangbare, der er meget frygt involveret. Og der er nok ikke mange miljøer, som er mere fordømmende over for dem, der går andre veje.

 

Brug for noget andet

Michael: – For mig har det også været befriende. Jeg har jo fået mange gode anmeldelser og meget anerkendelse, så jeg føler, jeg har bevist, at jeg godt kan den ting. Mit sidste soloprojekt med 31 numre var en storstilet øvelse i musik, der ikke kan sælge. Det har da været fantastisk, og selv om det alternative altid vil være en del af mig, så har jeg også et stort pophjerte, og det har været fedt at gå målrettet og hejhjertet efter det udtryk i samarbejde med to store kapaciteter. Og jeg havde virkelig brug for noget andet, jeg kunne simpelthen ikke vride flere ballader ud af det klaver. Så er pop et felt, hvor jeg virkelig kan lave noget, der føles nyt. Hvis jeg i eget regi laver noget, der er inspireret af for eksempel Bonnie "Prince" Billy, kan resultatet komme lidt for tæt på. Men er mit udgangspunkt derimod Destiny's Child eller Rihanna, vil det færdige resultat jo aldrig komme til at lyde noget i nærheden af nogen af dem. På den måde er der noget nyt og indbydende over at prøve kræfter med pop.

Frederik: – Vi har alle tre en meget bred kærlighed til musik, herunder stor respekt for pop. Frido og mig ved som producere, at det er præcist lige så krævende at lave god pop som troværdig indie. Mange har den vrangopfattelse, at bare fordi du har værktøjer i dag som AutoTuner og ProTools, så er det musikalske input nærmest underordnet. Men prøv lige at bruge autotuner på en, som ikke kan synge, det er umuligt. Man kan ikke guldlakere en lort. Det hjælper ikke.

Fridolin:– Men det, at man kan så meget i et studie i dag, betyder så også, at det tiltrækker mange kreative kræfter. Sat på spidsen er det svært at foretage dig noget banebrydende for helheden som bassist i dag, men med teknologien kan du virkelig være innovativ. Groft sagt kan man sige, at nutidens innovative jazzmusiker sidder i producerstolen.

 

Tvillinge-liderlighed

Jeg har tidligere talt med The National, som blandt andet består af de enæggede tvillinger Bryce og Aaron Dessner, der begge spiller guitar i bandet. Aaron har sagt, at når han ser Bryce spille, så kigger han ikke kun på sit eget spejlbillede, men på en der spiller guitar præcis, som var det ham selv, der satte fingrene på gribebrættet. Har I det på samme måde?

Frederik: – Nej, det lyder ret skizofrent, det der. Folk er generelt meget tvillinge-liderlige og kunne godt tænke sig, at hvis jeg fik et slag i maven, så kunne Frido mærke det samtidigt, selvom han var i Afrika. Selvfølgelig har vi en eller anden form for telepati, men den er bare forankret i at være ekstremt musikalske. Vi har jo de samme gener, og dybest set har vi nok fået vores fars musikgen og vores mors kværulantgen eller talegaver. Jeg har præcis den samme følelse, når jeg sidder med min far, han har de samme ører. Jeg kan også mærke det med vores yngste lillebror; når han sidder og laver beats, kan jeg høre, at han har den samme form for musikalitet, og vores mellemste lillebror laver billeder, og det er den samme ting. Det er det samme talent, han har, den samme måde at gå til tingene på.

Fridolin: – Jeg vil heller ikke sige, at vi har det som Dessner-brødrene, de spiller samme instrument i samme band, og de har nok søgt en eller anden form for symbiose. Mit hovedinstrument er trommer, hvor Frederiks er guitar. Vi er begge producere, og vi er måske på mange måder samme sted i dag, men har helt bevidst kommet dertil af forskellige veje. Frederik startede jo sin karriere med at lave Outlandish, hvor jeg startede med at lave Moon Gringo – indie-musik med blokfløjte og sådan. På det tidspunkt arbejdede vi overhovedet ikke sammen. Det var først i The William Blakes, og der var det nærmes en intern joke, at Frederik var kommet med i et indie-band. Senere er jeg begyndt at lave elektronisk pop og Frederik indie, men vi kommer helt forskellige steder fra.

– Når Frederik arbejder, har han et eller andet sted en drøm om en MPC (luksus-teknologi, red.), hvor jeg hele tiden søger tilbage mod at være Daniel Lanois i et kæmpe stort analogt studie. Du kan måske ikke høre det, men de greb, vi går til opgaven at producere med er fuldstændigt forskellige musikalske sprog. Så det er nok omvendt af Dessner-brødrene. Når jeg ser Frederik producere noget, tænker jeg tit, sådan ville jeg aldrig have gjort det. Det er skørt, men det er fedt. Vi har studie sammen, så mere end tvillinge-telepatisk er det nok nærmere: "Hold din kæft, og lad være med at komme og rette i det, som jeg har lavet" på de projekter, vi laver hver for sig. Broen er nok nærmere i forhold til overblikket, der minder vi meget om hinanden. Vi har meget den samme 150 x zoom-linse. Det kan det godt tage lidt længere tid – bortset fra med vores far – at forklare andre, hvad det lige præcis er, vi mener.

 

Bjergene, den nordiske melankoli, jordens undergang og David Lynch

Michael: – Teksterne er denne her gang nok meget mere nordiske end nogensinde før fra min hånd. moi Caprice er meget den internationale bystemning, dekandente barer og så noget. Selvom inspirationen denne gang måske mere kommer fra alperne end det norske højfjeld, så tror jeg, at der en form for naturtilgang, som man forbinder med det skandinaviske. Jeg har altid skrevet meget fortællende og litterært, men det kom jeg helt bevidst langt væk fra denne gang. Det har altid været så velovervejet og konstrueret, jeg havde lyst til at komme et helt andet sted hen denne gang. Hvor det er mere filmisk, hvor der er en masse billeder og en masse stemninger, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Jeg gik en tur i bjergene i slutningen af 2012, hvor der var så meget snak om Maya-kalenderen og Jordens forestående undergang (21.12.2012 nærmere bestemt, red.), og der fik jeg idéen til The Mountains (første single, red.) og bandnavnet.

– Der var mange ting, jeg gik og bebrejdede mig selv, og jeg havde sådan et feberagtig drømmebillede om at kunne løbe fra jordens undergang. Som det lyder i The Valley: "When I run for your life/I sometimes make up my mind/I sometimes make up your parts/and when it happens I just feel guilty and sad". Alle disse selvbebrejdelser, men uden at prøve at konkludere,hvilket jeg ellers har tendens til, bare lade det stå. Jeg havde bare denne natur-setting inden i hovedet af bjerge og dale, som en række tanker og billeder. Tænkte lidt på David Lýnch-citatet, at hvis han selv kunne fortælle, hvad hans film handlede om, så gad han ikke at se dem. Når jeg sidder alene med mit klaver, er der masser af plads til at fortælle en historie, som folk kan følge med i. Fridolin og Frederik sætter mig i en helt anden boldgade.

Fridolin: – Man får fornemmelsen af, at du åbner verdener med teksterne, frem for at lukke historier af.

 

Vejen til bjerget

Trommeslager, multi-musiker og producer Fridolin Nordsø har arbejdet med følgende kunstnere:

The William Blakes

Dragonborn

Shaka Loveless

Christopher

Falullah

Choir of Young Believers

Oh Land

Girls Generation

moi Caprice

Burhan G

 

Guitarist, multimusiker og producer Frederik Nordsø har arbejdet med følgende kunstnere:

The William Blakes

Christopher

The Informations

Kristina Renée

Bodebrixen

Outlandish

Burhan G's engelsksprogede plader

Mego

Benjamin Kissi

Yepha

Flaming Assholes

 

Sanger, sangskriver, guitarist, pianist, studievært, underviser og vejleder Michael Møller:

Udgivelser, solo

Every Streetcar's Got a Name – An Album About Sex And Desire (2007)

A Month Of Unrequited Love (2011) (Værket bestod af 31 sange, som blev uploadet en ad gangen hver dag i maj 2011.)

Med moi Caprice:

Once Upon A Time In The North (2003)

You Can't Say No Forever (2005)

The Art Of Kissing Properly (2006)

We Had Faces Then (2008)

All We Fear Is Love - A Singles Collection/The Past Is A Foreign Country (dobbeltalbum, 2009)

 

Andet

Every Streetcar's Got A Name - An Album About Sex And Desire blev kåret som årets album i Berlingske 2007. Møller fik prisen som årets innovator ved Danish Music Awards i 2011, blev årets komponist ved Steppeulven 2012. Han har arbejdet som studievært på P6 Beat og er underviser og vejleder ved Rytmisk Musikkonservartorium. Michael har fra Københavns Universitet en bachelorgrad i musik- og litteraturvidenskab samt magistergrad i moderne kultur og kulturformidling.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA