x

GAFFA december er på gaden

GAFFA december er på gaden

Så er årets sidste GAFFA på gaden. Endnu engang et tykt 80-siders nummer proppet til randen med artikler, anmeldelser og nyheder.

I denne måned kan du blandt andet møde Tom Waits, der er aktuel med det særdeles roste tredobbelte album ”Orphans”. GAFFA har mødt Waits på hjemmebane i Californien, hvor han både fortæller detaljeret om det nye album og også får fyret en del røverhistorier af – blandt andet om sin kone, der ifølge Waits kan balancere med et champagneglas på hovedet midt i en snestorm.

Vi har også et stort interview med moi Caprice, der just har udsendt deres tredje og måske mest ligetil album ”The Art Of Kissing Properly”.

Sufjan Stevens er en af de senere års mest roste, originale og produktive sangere og sangskrivere, som netop har udsendt en femdobbelt jule-ep. Vi har talt med manden, der faktisk slet ikke er så begejstret for den tilstundende højtid. Men alligevel lader sig afbilde med nissehue!

I vores serie med de ukendte stjerner på sidelinjen i dansk rock er vi nået til Søren Balsner, bassist i Carpark North og producer for Mads Langer – og meget mere.

Vanen tro har GAFFAs samlede skribentskare kåret årets bedste danske og udenlandske albums – se, hvad de kan li’, og hvorfor.

Vi har også interviews med Albert Hammond Jr., Jesse Harris, Band Ane og Alice Sings The Petterson Songbook og mange flere – og julekalenderaktuelle Ellen Hillingsøe fortæller om sin yndlingsmusik i vores ”finale”-serie.

Find GAFFA på en café, et uddannelsessted, en pladeforretning eller et spillested nær dig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA