Nyhed

Videokavalkade: Fem sider af John Mayer

I anledning af den amerikanske musikers besøg i Tivoli og Odense har GAFFA fundet fem forskellige videoer med alt fra pop til bluesrock

John Mayer har mange facetter. Der er lidt romantisk skønsang for pigerne, lidt heftig bluesspade for drengene og generelt gode melodier til at mætte popøret. I aften spiller han i Tivoli og i morgen i Kongens Have i Odense, og i den anledning har GAFFA valgt fem Mayer-videoer, der på sin vis belyser Mayers forskellige sider.

Lige fra det poppede af det poppede til det gnistrende guitarspil har John Mayer haft hits på tværs af genrer, og han har taget chancer i sin karriere, som kan give selv den mest kyniske A&R-mand sved på panden.

Lad os grave lidt i Mayers bagkatalog og se, hvad de fortæller om manden.  


"Your Body Is A Wonderland" er utvivlsomt et af John Mayers største hits. Det er samtidig også et nummer, der burde gøre langt de fleste kvinder bløde i knæene. Åh, han er så romantisk, ham John ...

Alle de romantiske bestræbelser til trods har John Mayer for vane at knuse ungpigehjerter og som oftest sit eget med i samme ombæring. Det kommer der ikke desto mindre glimrende sange ud af - for eksempel "Heartbreak Warfare". Slagmarken bliver med ét metafor for parforholdets konfrontationer. Dramatisk! 

På en måde kunne man forestille sig, at Mayers stormombruste følelser og besvær med at binde sig skyldes et enormt behov for at bevise sig selv. Det kommer i hvert fald fint til udtryk på "Bigger Than My Body". Jeg vil glædeligt brænde op i atmosfæren, synger han heltmodigt, hvis det er, hvad det kræver for, at I husker mit navn. 



... Og hvis ikke hjertet værker, kan man forholde sig til verden omkring sig. Skal man gribe aktivt ind i den eller blot stiltiende håbe på det bedste? "Waiting For The World To Change."

Efter at have bevist sig som popcharmør med visse evner på guitaren gik John Mayer fuldt ind, da han allierede sig med bassisten Pino Palladino og trommeslageren Steve Jordan i John Mayer Trio. Her lod han sin kærlighed til blues få frit løb, og det betød guitarsoloer nok til at holde alle vordende superguitarister vågne om natten. Skal man vove sig ud i bluesrocken, kan man lige så godt tackle en af dens største mestre, Jimi Hendrix. Her et cover af "Wait Until Tomorrow". 

ANNONCE