Nyhed

Stort Barometer-show på P3 søndag

Den populære lytterhitliste Det Elektriske Barometer fejrer sit 20-års fødselsdag hele aftenen – med blandt andre moi Caprice

I dette efterår fejrer P3’s populære lytterhitliste Det Elektriske Barometer 20-års fødselsdag, og det har listen allerede fejret med en række arrangementer landet over. På søndag den 3. december kulminerer det hele så i et stort anlagt show fra Radiohuset, der sendes live i radioen mellem 19 og 23.

Man har kun kunnet få billetter via konkurrencer i selvsamme program, så var du ikke blandt de heldige, er det bare at sætte dig til rette i din blødeste lænestol eller lægge dig på sengen og i bedste Barometer-ånd tænde nogle stearinlys og bælle te i dig, mens du hører intimkoncerter med Figurines, moi Caprice (billedet) og Nikolaj Nørlund – tre navne, der alle har haft succes på Barometeret adskillige gange gennem tiden.

Aftenens værter Dorte Palle Jørgensen og Mikael Pass får besøg af en lang række af de folk, der gennem tiden har siddet bag Barometerets mikrofon. Blandt andre Kenan Seeberg, Mikael Bertelsen og Gitte Løkkegaard, der alle har præsenteret sange og læst tænksomme lytterbreve op på søndagsaftener i løbet af hitlistens 20-årige levetid. Af andre kendisser, der har en fortid på Barometeret, kan nævnes forfatteren Helle Helle og TV2 Zulu-stemmen Vigga Svensson. Måske kommer de også forbi?


Befinder du dig i Århus, kan du dog også nå den sidste af provinsens Barometer-fester, nemlig på Musikcaféen, hvor Barometer-kæledæggerne Sterling og nykommerne Lupus giver koncert i aften. Dj’s er Aage Hendensted fra Yellowish og Kasper Nørlund fra Spleen United, to andre bands, der også har haft deres sejrsgang på Barometeret. Og her kan man faktisk også købe billetter, hvis man ikke har vundet dem i programmet.



Barometerets hjemmeside

ANNONCE