Nyhed

Kom til Afrika-fest i Aarhus

Under ordet Ubuntu inviterer JamYard i samarbejde med The Goodness Event og Yves Afro Events til stor Afro Fest denne lørdag på V58

Ubuntu er et gammelt afrikansk ord, der betyder menneskelighed. Ubuntu er altafgørende for vore menneskelige relationer og for hvordan vi ser os selv gennem andre.

Ubuntu Afro Fest afvikles under sloganet "In unity, we create a positive image'", og stort set samtlige lande på det afrikanske kontinent er forenet denne aften i Aarhus. Ubuntu Afro Fest bliver derfor ikke kun en fantastisk aften, men en ekstraordinær oplevelse af Afrika i Aarhus.

Allerede klokken 18 åbner caféen døren, hvor der vil være mulighed for at smage på afrikanske delikatesser tilberedt af afrikanske kokke. Imens man nyder smagen fra det varme kontinent, vil der blive spillet stille afrikansk musik i baggrunden. På Facebook kan man allerede nu reservere bord, og hvis vejret tillader det, vil dansegrupperne Nafsi Africa Acrobats, Utamaduni og Touch of Africa Dancers levere et udendørs danseshow i gården.


Senere på aftenen, klokken 21 åbner dørene til selve festen, hvor de nyankomne gæster får serveret velkomstdrinks. Aftenen begynder med Ubuntu Bliss Models, der fremviser afrikansk designet tøj fra forskellige designere bosiddende i Europa og Afrika.

Derefter byder aftenen på mere dans med Touch Of Africa og Utamaduni Dance Troup, der optræder med deres unikke afrikanske koreografier. Kunst og håndarbejdsbutikken My Trunk fremviser afrikansk kunst i caféen fremstillet af berømte afrikanske kunstnere.

Siger man Afrika, siger man også musik, og aftenen byder på flere koncerter både med herboende Mwakenya, der optræder med sine egne sange indenfor reggaegenren tilsat et afrikansk twist. Han bakkes op af det erfarne lokale band Rebel Rock. Efterfølgende vil Shungu Afro Beat Band og "Pops Jabu" med band overtage scenen og fortsætte aftenen med deres energiske afrikanske sange.


Aftenens hovednavn er den legendariske ghanesiske sanger Atongo Zimba, der er kendt for sangen No Beer In Heaven. Han spiller på koliko/molo, der er en tostrenget kalabas, der giver en helt unik lyd. Med sin seneste cd, der udkom sidste år, har han været på turné over hele Europa, dog aldrig i Danmark. Tempoet er her sat ned, så man kan glæde sig til en ganske særlig musikalsk oplevelse af dejlige, bløde og melodiøse toner.

Efter koncerten er der afterparty med Dj Dudisco, Dj P og Shack Dem Soundsystem. Sidstnævnte er fra Jamaica, og sammen vil de sørge for at holde dansegulvet i gang med nye og ældre afrikanske rytmer som Azonto, Ndombolo, Afro Beat samt reggae og dancehall.

Børn er velkomne til madarrangementet fra kl. 18. Herefter vurderer forældre selv, hvor meget musik ens barn kan holde til.


Aftenens VM-fodboldkamp mellem Nigeria og Bosnien vises på storskærm, så mon ikke der er massiv afrikansk opbakning? Der er ingen official dresscode til denne aften, men farverigt og sommerligt tøj er velkomment.

ANNONCE