Nyhed

Funklegende udskyder københavnsk koncert

Bootsy Collins-koncerten i Amager Bio er udskudt halvanden uge

Det er lidt af en funklegende, der besøger Amager Bio tirsdag den 8. juli, når James Brown- og Parliament/Funkadelic-bassisten Bootsy Collins lægger sit groove ned. Koncerten er netop blevet udskudt halvanden uge af logistiske årsager, for oprindeligt skulle den have fundet sted fredag den 27. juni. Koncerten er samtidig rykket frem fra klokken 21 til klokken 20. Passer det nye tidspunkt ikke én, kan man få refunderet sin billet, hvor den er købt, til og med 30. juni.

Collins var stadig kun teenager, da James Brown hyrede ham ind. Til trods for at Collins kun var med Brown et års tid, medvirker han på en række af soul-kongens største hits såsom "Sex Machine", "Soul Power" og "Talkin' Loud and Sayin' Nothing".

Op gennem 70'erne slog Collins bas for et andet funk-ikon, nemlig George Clinton, først i Parliament og siden i Funkadelic. Det var med til at cementere hans ry som en af den svedige funks ypperste, stilskabende bassister. Han dannede i slutningen af årtiet sit eget band, Bootsy's Rubber Band, der albumdebuterede i 1976 med "Stretchin' Out". Albummet bliver i dag betragtet som en klassisker, og mange af funkens dygtigste eksponenter medvirker. 


Bootsy Collins har holdt sig travlt de senere år. Han har blandt andet samarbejdet med Fatboy Slim. I 2011 udgav han sit seneste soloalbum "Tha Funk Capital of the World". Sohail Hassan kvitterede med fire stjerner og skrev: "Det er dog en gennemarbejdet hyldest til funkens historie og betydning for de mange medvirkende." 

Billetsalget til festlighederne starter tirsdag den 8. april, og billetter kan skaffes via Billetnet.dk.

Hør "I'd Rather Be With You" fra solodebuten i 1976 her:

ANNONCE