x

Sam Smith – En lille fisk i en stor dam

Sam Smith – En lille fisk i en stor dam

Det rykker for 21-årige, engelske Sam Smith. Manden med den fuldfede soulstemme har allerede hittet flere gange. Både sammen med andre og i eget navn. Første gang, den brede offentlighed for alvor kunne stifte bekendtskab med Smiths vokale kvaliteter var på Disclosures Latch, og ikke meget senere røg samme herre helt til tops på den engelske hitliste, da han lagde stemme til Naughty Boys La La La. Således hyldet hos andre tog det ham ikke lang tid at erobre dagsordenen i eget navn.

Han vandt begge de prestigefyldte kåringer Brit Critic's Choice Award 2014 og BBC's Sound of 2014, som tidligere har været springbræt for Adele og mange andre, og er nu klar med debutalbummet In The Lonely Hour, hvorfra første single Money On My mind effektivt har banet vejen for noget stort – også herhjemme. Singlen var P3's Uundgåelige, og i det hele taget er der skarp fokus på Sam Smith overalt i popverdenen over en bred kam.

GAFFA mødte den glade unge mand – til lejligheden udstyret med markant duftevand – over en kop kaffe i London. Lader du blikket flakke rundt her på siden, kan du se, at Smith er nogenlunde så bleghvid og angelsaksisk, som man nærmest kun kan kreere dem på de britiske breddegrader, men glemmer du det et sekund og bare lytter til musikken, kan det være, at du havde haft samme åbningsspørgsmål som mig, hvis vi lige havde byttet kasketter til lejligheden.

Da jeg først hørte din stemme, var jeg sikker på, at du var sort…

– Haha, du kunne ikke have givet mig en større kompliment. Det er dér, mine musikalske rødder ligger, det er den musik, jeg selv lytter til. Jeg har både fået professionel træning inden for jazz og teater, og så er der alt det, jeg bare har hørt og fuldstændigt taget til mig.

Så ved jeg, at der er mange kvinder, som har inspireret dig.

– Ja, helt vildt. Whitney Houston for eksempel, hun har er kolossal indflydelse på min udvikling som sanger. Der er også mange andre kvinder. Maria Mena fra Norge for eksempel, for at tage noget i en anden boldgade. Hendes sangskrivning er fantastisk. Jeg var 11, da Amy Winehouse udgav Frank, og Adele er umulig at komme udenom. Beyonce og Taylor Swift skal også nævnes. På samme måde, som jeg har stærke musikalske rødder i fortiden, er jeg også meget inspireret af tidens musik. Det synes jeg er vigtigt som musiker. Min far har for eksempel nogle få sange, som fik ham til at føle sig fantastisk, og han har det bedst med at høre dem igen og igen. Det er fint, men som performer og sangskriver er det også vigtigt at leve i og være en del af nutiden.

Kan du sige noget om, hvad du går efter som sanger og komponist?

– Sandheden, noget der er ægte og virkeligt, noget fra mit eget liv. Jeg vil gerne have, at mit arbejde går hånd i hånd med mit privatliv. Arbejde skal ikke føles som arbejde, men som mit liv. Der er folk, som kan genkende sig selv i mine tekster. Der kan være dybe ting fra bunden af hjertet, som jeg aldrig har fortalt nogle om. Der er sange om at blive forladt, om one-night-stands, alle mulige ting. Så har jeg brugt en del krudt på at beskrive ikke gengældt kærlighed, som jeg tror er lige så stærk og dominerende som tosomhed, men et emne, som sjældent beskrives i poptekster. Det er 100 procent sikkert, det er jeg overhovedet ikke i tvivl om.

Jeg synes også, man kan høre lidt gospelindflydelse på dit debutalbum.

– Helt sikkert, det inspirerer. Men der er mange forskellige stilarter, der bliver berørt, sådan som jeg ser det. Der er helt sikkert country, r&b, pop, jazz. Jeg tænker ikke på genrer, kun at få mit budskab ud. Musik stopper aldrig med at inspirere.

Hvem?

– Jeg er Sam Smith, bare en normal fyr, der prøver at dokumentere mit liv.

Hvad?

– Jeg skriver ærlig musik, som er ægte for mig. Min musik er min dagbog.

Hvor?

– Jeg er en fyr fra landet, fra en flække der ligger cirka en halv times køretur fra Cambridge. Jeg boede på en bakke "in the middle of nowhere". Jeg har haft verdens bedste barndom, jeg elskede friheden i naturen og er opdraget med at tro på, at jeg kan gøre alt, hvad jeg overhovedet vil og ønsker i verden. Selvom det at bo i en lille by har naturlige begrænsninger, gav det også en masse muligheder. Jeg var ham sangeren, så hver gang der skulle spilles os synges, var det mig. Jeg følte mig som en stor fisk i en lille dam. Da jeg så rykkede til London, blev jeg en lille fisk, men jeg elsker det. Jeg vil også gerne til New York, men jeg ved, at jeg ender tilbage på landet.

Se Sam Smith med "Stay With Me":  

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA