x

Alice Boman: Jeg skriver bedst, når jeg har det skidt

Alice Boman: Jeg skriver bedst, når jeg har det skidt

Der er mange, som er blevet ofre for den kommercielle slagtning, som medietræning indebærer. Mange er skiftet fra at være ildfluer til skyggevæsner, som det kyniske greb fra PR-folkenes hænder er strammet om halsen på dem. Alice Boman har ingen hånd om halsen. Pludselig hun synger hun Townes Van Zandts Lungs gennem telefonforbindelsen. Ellers reagerer hun ved at sige "Ohh du" på klingende skånsk. Lunger over en forblæst telefonlinje. Eller hun reagerer ved at sige i et skånsk "Ohh dig" - for derefter ikke rigtig at kunne følge op på det indledende ekstatiske udbrud.

Samme uspolerede træk er ikke at spore, når vi vender opmærksomheden mod hendes musik; den 26 -årige Malmø-bo lyder nemlig som om, hun har sunget sange i en evighed. Sange som indeholder små fragmenter af fred og blødende sjæle, og som trækker en lige linje fra øret til hjertet.

– Jeg har aldrig kunne lide sange, der er komplicerede bare for at være det. Jeg forsøger altid at gøre mine egne sange så enkle som muligt.

Det må man sige er lykkedes for hende. Ep'en II er på gaden nu, hvor sommeren har taget over fra forårets lidt skizofrene vejrmæssige luner. Det er ikke ligefrem svært at indrømme, at hun er lykkedes. Hendes sidste single What kunne sætte ild til sten, og sidste års ep Skisser besidder melankoli nok til at slukke en sommerdag og sneg sig som morgendis ind i hele verdens ventende favn. Ikke en eneste melodi halter.

 - Sangene kommer til mig så utidigt. Altid sent på aftenen, når jeg skal op tidligt om morgenen og gøre noget vigtigt næste dag. Eller når jeg vasker op eller ser en film, så jeg er nødt til at stoppe og springe hen til klaveret.

Hvornår det hele begyndte er egentlig uklart. Måske var det i forældrenes stue, da Alice som lille sad og sang os spillede med faren. Eller måske var det, da hun som ti-årig brød ud i sang i skolens kantine. I hvert fald besluttede hun sig for at sende sine sørgmodige skitser til et pladeselskab. Og det er først og fremmest sorg og længsel, der udgør sangenes kerne.

- Hvorfor de er triste, er let at svare på. Folk, der skriver, når de er glade, forstår jeg ikke. Når jeg ikke har det så godt, er det helt naturligt for mig at sætte mig ned og arbejde med musikken. Jeg er selv lidt bekymret og følsom som person, og det hjælper musikken virkelig mod. Den giver et pusterum.

 

Hvem?

Malmø-fødte Alice Boman er, hvad man med en kliché kunne kalde "en helt almindelig person" – og samtidig af en helt usædvanlig art.

Hvad?

Forestil dig, at Kate Bush isolerer sig i en hytte i Wisconsin og glemmer, at hun kan synge i et højt toneleje. Forestil dig, at Stina Nordenstam havde lyttet mere til smægtende ballader end jazz. Forestil dig en person sidde og presse sin længsel i konsistente doser over et klaver.

Hvor?

Alice Boman har Malmø nær hjertet af én simpel grund:

 - Jeg har min familie, mit liv og mine venner her.

Diskografi:

II (ep, 2014)

Skisser (ep, 2013)

Se musikvideoen til Alice Bomans "What": 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA