Nyhed

Pussy Riot-aktivister til Roskilde Festival

To tidligere fængslede medlemmer af den feministiske aktivistgruppe gæster festivalen

De to tidligere fængslede medlemmer af den feministiske russiske aktivistgruppe Pussy Riot, Nadya Tolokonnikova og Masha Alyokhina, gæster årets Roskilde Festval. Dog ikke for at spille eller lave en happening, men for at fortælle om deres sag. De to kvinder står ansigt til ansigt med festivalgæsterne fredag den 4. juli kl. 17.30 og her fortæller om deres sag og aktivisme.

Pussy Riot kom på alles læber, da tre af medlemmerne blev fængslet efter en punk-happening i Frelser Katedralen, Moskvas største kirke i februar 2012 og i august samme år idømt to års fængsel for deres Putin-kritiske optræden. Den ene, Jekatarina Samutsevitj, fik dog i oktober 2012 gjort sin dom betinget. De to andre blev benådet i december 2013, kort før åbningen af vinter-OL i Sotji.

I dag agiterer de to medlemmer Nadya Tolokonnikova og Masha Alyokhina videre for ytringsfrihed, fængselsreformer og menneskerettigheder over hele verden – og altså snart også i Danmark.


Foreningen Roskilde Festival har desuden doneret 300.000 kroner til de to russiske kvinders nystiftede NGO kaldet Zona Prava (Zone of Rights). Organisationen har til formål at overvåge fangers forhold i russiske fængsler og sætte fokus på undertrykkelse af menneskerettigheder.

Besøger også danske fængsler og politikere

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger om Pussy Riot-aktivisternes besøg på Roskilde Festival:


"Roskilde Festival har en lang tradition for at sætte fokus på menneskerettigheder. Så det er naturligt, at festivalen bakker op om de to aktivister og deres arbejde med en donation. Samtidig er vi er glade for, at Nadya og Masha fra Pussy Riot har valgt at tage imod vores invitation om at besøge årets festival. De to kunstnere og politiske aktivister har høstet nogle personlige erfaringer, hvor de er blevet frataget deres kunstneriske frihed og civile rettigheder. Den slags forhold kan være svære at forstå i et trygt velfærdssamfund som Danmark. Men så meget desto mere grund er der til at gøre opmærksom på, hvor alvorlig situationen kan være uden for vores grænser."

I forlængelse af besøget på Roskilde Festival vil Nadya Tolokonnikova og Masha Alyokhina også besøge danske fængsler og mødes med danske menneskerettighedsorganisationer og politikere.

Roskilde Festivals gæster kan møde Nadya Tolokonnikova og Masha Alyokhina fredag den 4. juli kl. 17.30 på scenen Gloria.


Læs mere om organisationen Zona Prava her

Roskilde Festival 2014 finder sted i dagene 29. juni til 6. juli 2014.

Roskilde Festival har meldt udsolgt af partout-billetter. Endagsbilletter til fredag 4. juli, lørdag 5. juli og søndag 6. juli er fortsat tilgængelige via Billetnet.


 

ANNONCE