Guide: Her er weekendens bedste fester

Guide: Her er weekendens bedste fester

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!


Smash!Bang!Pow! på en onsdag
Hvis du ikke har været der endnu, så er det altså noget af et københavnsk must: Pumpehusets udendørs gårdhave har en skøn berlineragtig stil med langborde, asfalt, kulørte lamper i træerne og upcoming bands på programmet hele sommeren. Og så er det gratis. Gårdhaven har åbent onsdag til lørdag (koncerterne starter 19.30), og i denne uge kickstartes løjerne med Smash!Bang!Pow! som sommerfest-værter og udendørs koncert med Okay Easy og Quick Quick Obey (og festen fortsætter indendørs efter 22 – også gratis). Du kan se programmet for sommerens udendørs koncerter her. Bonus: Man må gerne tage sin egen mad med – bare man køber drikkevarerne i baren.

Hvad: Sommerfest i Pumpehuset
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Onsdag fra kl. 18
Hvordan: Facebook-link



Store følelser i kuplen
Det bliver en magisk og formentlig ret rørstrømsk aften i (og ved) Dome of Visions, når Jean von Baden og Mashti indtager kuplen ved havnevandet og fremfører deres spritnye album, Ethnology, live - mens solen går ned. Ethnology er deres første fælles album, og ud over de to herrer og det elektroniske habengut er der tabla, cello, trompeter og gæstestjerner med på scenen. Der varmes op til solnedgangen af Deep Dive Corporation, og når mørket er faldet på, spiller Blackout Babies masochist-valse og tango-blues. Det koster 100 kr. i døren – husk kontanter.

Hvad: Vision Impossible – Ethnology live
Hvor: Dome of Visions, Søren Kierkegaards Plads, Kbh. K.
Hvornår: Torsdag kl. 20
Hvordan: Facebook-link


Knippelgod sømandsfest
Fredag bliver der voldsomt hyggeligt under Knippelsbro, når den fortrinlige next-level-tømmerflåde Søkoen holder fest for sine venner og andre cityficerede sømænd. Der bliver vendt plader af bl.a. Christian d'Or, Cohnny Jazz, Rita Blue, dj Schack, Spinello, Benjamin fra Universal Sound System (et jungle-sæt!!! – indsæt titusind begejstrede udråbstegn) og 2000F og JG fra Fyraftensboogie. Mange dejlige (og voksne) mennesker og stort, stort potentiale i den her fest.

Hvad: Søkoens venners sømandsfest
Hvor: Under Knippelsbro
Hvornår: Fredag 27. juni fra kl. 16
Hvordan: Facebook-link



Dybrød sommerstemning
Hvis du ikke nåede Dome of Visions torsdag, kan du i stedet fange Jean von Baden (og et sus af den der kosmiske Ibizastemning, han glitrer rundt i i øjeblikket) på Red Box lørdag aften, hvor han spiller sammen med Ibiza-fænomenet Wizard of Odd. Deep house, triphop, chill og tech – og en direkte linje til de bedste stemninger på den spanske festø.

Hvad: Sexcapade Ibiza Underground Edition
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link



Dagdrømmeri om natten på KB18
Hvis man er så uheldig ikke at være på verdens bedste festival Fusion i Tyskland denne weekend – og gerne vil feste hele natten, når man har været til alle de herlige udendørs ting… ja, så er man nødt til at tage på KB18 lørdag nat, hvor Beat Me er tilbage for 32. gang – med tyske Tagträumer² (HELT blæret kunstnernavn, yo) som hovednavn, suppleret af Christian Nielsen, Lemann & Dieckmann, Ian Bang, Phillip Meyer, Track Suited og Frej Le Vin. Her fortsætter festen som vanligt til klokken 09 om morgenen – og så kan man jo stå på dansegulvet og dagdrømme sig til en gammel russisk militærbase i Lärz…

Hvad: Beat Me #32 – med Tagträumer²
Hvor: KB18, Kødboderne 18. Kbh. V.
Hvornår: Lørdag kl. 23.55 – 09
Hvordan: Facebook-link



Sus i asfalten
Mere udendørs, nu i Aarhus – hvor der skal trilles på longboards ved Mindeparken hele lørdag. Og selvom man ikke selv skal op på hjulene, bliver det hyggeligt: Denali Soundsystem sørger for en god lavtliggende musikalsk bas-bund under trilleriet, og så kan der ellers tjekkes rullestil, spises mad og hænges ud. Og når man nu er der, og måske bliver inspireret… så kan man teste et bredt udvalg af longboards, udlånt af Edge boardshop. Og ja, området er lukket for trafik.

Hvad: Flatspot Aarhus
Hvor: Skovridervej, Aarhus
Hvornår: Lørdag fra 10 til 22
Hvordan: Facebook-link

GAFFA sætter øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

Trilleri i Aarhus
Mere udendørs, nu i Aarhus – hvor der skal trilles på longboards ved Mindeparken hele lørdag. Og selvom man ikke selv skal op på hjulene, bliver det hyggeligt: Denali Soundsystem sørger for en god lavtliggende musikalsk bas-bund under trilleriet, og så kan der ellers tjekkes rullestil, spises mad og hænges ud. Og når man nu er der, og måske bliver inspireret… så kan man teste longboards, udlånt af Edge boardshop.

Hvad: Flatspot Aarhus
Hvor: Skovridervej, Aarhus
Hvornår: Lørdag fra 10 til 22
Hvordan: https://www.facebook.com/events/223484117860209/?ref_dashboard_filter=upcoming


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA