Scarlet Pleasure giver ekstrakoncert i København

Scarlet Pleasure giver ekstrakoncert i København

Det går meget godt for den unge danske pop/r&b-trio Scarlet Pleasure. Mere end 500 forsøgte at komme med til deres debutkoncert, som blev afholdt i en lejlighed. Siden spillede de udsolgt i Ideal Bar på Vega i København (250 personer) og nu melder Vega udsolgt til Scarlet Pleasures ekstrakoncert i morgen torsdag den 26. juni i Lille Vega (500 personer). De er derfor klar på at give ekstrakoncert i Lille Vega onsdag den 29. oktober. Billetsalget er i gang via Billetnet.

I aften giver Scarlet Pleasure koncert på Headquarters i Aarhus, men her er der dog stadig ledige billetter via Billetnet.
 
Det unge band debuterede i februar med singlen "Windy", der blev P3's Uundgåelige. Sangen har siden da ligget højt placeret på Airplay Charten. Andensinglen, "Under The Palm Trees", er for nylig udkommet og har fået udenlandske roser af musiksitet Stereogum og bloggeren Perez Hilton.

GAFFAs anmelder Rasmus Espersen var også positiv, da Scarlet Pleasure spillede på Spot Festival i maj. Han tildelte dem fire stjerner og skrev blandt andet: "Lyssætningen var sat på lummer. Musikken var pop, men på en yderst velspillet og veltilrettelagt måde, der fik en til at tænke på amerikanske himmelstrøg. Det var meget udansk, og man glemte helt, hvor man var, og at der var dagslys udenfor, selvom den ramme lugt af festivalsko i Rytmisk Sal gjorde sit for at fastholde lytteren i virkeligheden."

Se musikvideoen til "Under the Palm Trees": 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA