x

Video: Beyoncé og Jay-Z åbner deres fælles turné

Video: Beyoncé og Jay-Z åbner deres fælles turné

Kender du numrene "Diva", "Love On Top", "Halo" eller den nyeste "XO"? Så ved du udmærket, hvem superstjernen Beyoncé er. Hvis ingen af de ovenstående sange klinger velkendt, kender du hende muligvis fra et utal af reklamer – Beyoncé er nemlig også kåret som én af verdens smukkeste kvinder. Manden, hun deler sit liv med hedder Jay-Z, og han er rapper. Ja, faktisk en af de mest sælgende hiphoppere lige nu. Sammen udgør de superparret Mr. & Mrs. Carter, der i januar blev kåret af Billboard som musikbranchens mest magtfulde personer. 

Nu er superparret stævnet ud på den fælles verdensturné, der sikkert vil gøre hr. og fru Carter stadigt mere indflydelsesrige i musikbranchen. I går startede turnéen – der går under navnet "On The Run Tour" – i Miami, hvor Beyoncé og Jay Z på åbningsaftenen spillede hele 42 numre, skriver det amerikanske musiksite Pitchfork.

Som en naturlig konsekvens af en dobbeltturné gæstede ægteparret hinanden på scenen flere gange. Blandt andet sang Beyoncé Justin Timberlakes passager i Jay-Z nummeret "Holy Grail", mens showet startede med duetten "03 Bonnie & Clyde". Du kan se et klip af sidstnævnte i bunden af denne artikel.

Er du blevet tændt på at se kendisparrets "On The Run Tour", skal du helt til Frankrig – for Paris er det eneste sted i hele Europa, at turnéen kommer forbi, den 12. og 13. september. 

Se Beyoncé og Jay-Z åbne showet med "03 Bonnie & Clyde":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA