Nyhed

Nikolaj Nørlund giver maratonkoncert med gæster på Roskilde

Når Nørlund på næste lørdag betræder scenen i Arena-teltet på Roskilde Festival, bliver der ikke sparet på kræfterne – hverken indefra eller udefra

Et overflødighedshorn af et show. Det er, hvad det bliver. Nikolaj Nørlund er fortaler for dansksproget musik og har fået tildelt ekstra lang tid på scenegulvet i dette års udgave af Roskilde Festival, og det er tid, som han har tænkt sig at udnytte. 

Hele to timer og et kvarters koncert bliver det til, når Nørlund går på. Han er én af de få, der synger på dansk ved dette års Roskilde, og det skal tilsyneladende ikke gå stille for sig – næ, det skal fejres! Således er "Hvid røg og tekno"-mandens band stjernespækket med danske talenter og tæller blandt andre Ulige Numres Carl Emil Petersen, Mellemblonds Kristoffer Munck og 4 Guys From The Futures Mads Brinck Nielsen, Anders Christensen og Rasmus Valldorf.

- Vi vil udnytte hvert sekund på at skabe så intens og afvekslende oplevelse som muligt. Vi vil gerne nå rigtig mange steder hen og få skabt så inkluderende og dansk en oplevelse, i den bedste betydning, som muligt. Vi har nogle mega utippede mennesker med, og det glæder jeg mig rigtig meget til, lyder det fra sangsmeden og den lyriske lurifax Nikolaj Nørlund.


Foruden de føromtalte bandmedlemmer synger den tidligere samarbejdspartner Christian Hjelm og den islandske sangerinde Disa Jacobs begge kor til koncerten. Også et større strygerensemble vil indfinde sig i løbet af koncerten, anført af Choir Of Young Believers Cæcilie Trier.

I år bliver det Nikolaj Nørlunds ottende gang som optrædende på Roskilde Festival. Første gang var med Trains and Boats i 1992. På trods af de mellemliggende 22 år skranter Nørlund ikke – måske endda tværtimod. Forventningsglæden stiger i hvert fald til dette års Roskilde-koncert. 

Hør Nørlunds "Mønsterbryder" fra det seneste album, "Det Naturlige" fra marts i år:

ANNONCE