Nyhed

Giant Drag halveret

LA-duoen har mistet Micah Calabrese, men Annie Hardy arbejder videre på nyt album

Hvis man tjekker Giant Drags MySpace-side står der nu under Band Members: "Annie and whoever else feels like doing it."

Der er endnu ikke kommet en officiel begrundelse for, hvorfor keyboard- og trommeslager-halvdelen af duoen har forladt sin sangskriver-makker Annie Hardy. Men skulle man komme med et gæt, så kunne uenighed om den musikalske retning på bandets kommende album da være en mulighed.

Annie Hardy skriver nemlig på bandets officielle webside, at den kommende plade nok kommer til at lyde som "My Chemical Romance ganget med Green Day divideret med The Killers minus Queen plus U2 ganget med Incubus minus eyeliner med kvadratroden af pizza og en knivspids AFI for smagens skyld".


Hardy kan desuden afsløre, at halvdelen af sangene til opfølgeren til debuten "Heart And Unicorns" fra 2005 allerede er skrevet, men da hun endnu ikke er gået i studiet endnu, er det for tidligt at snakke om udgivelelsesdatoer.

Annie Hardy kan for øvrigt høres på det seneste Deftones-album, hvor hun medvirker på sangen "Pink Cellphone".

ANNONCE