x

Pikrockerne Dance With Dirt indtog Roskilde

Pikrockerne Dance With Dirt indtog Roskilde

Mens drengene ihærdigt kæmpede for at få udstyret klart, udsattes det hele dog en smule af en forbigående byge – en af de få – der besøgte badesøen denne sidste warmup-dag på Roskilde Festival 2014. Og varme, det blev publikum.

Klokken 16.30 – ganske præcist – var de cirka 150 mennesker, der efterhånden havde samlet sig, præcis lige så tændte og klar som musikerne. Og de tekniske problemer til trods blev der leveret. Dunsten af glødende grillkul blev snart erstattet af den svidende lugt af glødende rør fra de pressede forstærkere, der skulle spille den store plads op foran Angora H. Ej heller den nærliggende bars hiphop lod Dance With Dirt sig kue af. Med 4/4-rock af den slags, der vælter vægge, lod folket sig falde ind i rockuniversets kærlighed, med aaaaa singalong-stykker og masser af skrig. 

Bandet, der i 2012 vandt P3's KarriereKanonen, nåede langt ud over scenekanten – i dagens anledning et spartansk græstæppe i publikumshøjde – faktisk så langt, at guitaristen væltede ud mod publikum, der praktisk talt smagte metallet fra de skrigende strenge. Det pumpede hårdt og kontant af sted, og mens PA-anlægget svigtede et par gange, svedte det hele hårdtslående videre.

Og de gjorde det godt, de gæve drenge med base i den jyske muld. Velspillet, kontant og energisk blev det flot formidlet til skaren på nu cirka 300, der velvilligt kvitterede med rockhænderne i vejret og flotte applauser. Særligt på første paket – hvis man da kan tale om et sådant – var et par guldsolbriller med en dertilhørende sailorhat eftergivende med rokkende krop og slående hoved. Som kaptajnen på et mægtigt skib fulgte alle hans ordrer, der snart dikterede sing-along med forsangeren Magnus Jacobsen.

Med fingerdræbende guitarsoloer og drop-D i et inferno af blæst og mennesker svedte drengene pop-up koncerten hjem til publikums løftede hænder, der velfortjent priste ungersvendene fra Jylland.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA