x

Guide: Global musik på Roskilde Festival

Guide: Global musik på Roskilde Festival

Roskilde Festival har i de sidste godt 20 år været den væsentligste oplevelse, når det gælder musik fra jordens krinkelkroge. Sådan er det heldigvis stadigvæk, og tak for det. Fra at være noget eksotisk, er verdensmusikken – som genrene bliver kaldt i mangel på bedre udtryk – blevet en stadig større del af værktøjskassen, når tiden kunstnere skal skabe ny musik. Det er pludselig blevet helt normalt at referere til en Ali Farka Toure eller ørkenbluesbands som Tinariwen, begge fra Mali, eller til en Mulatu Astatke eller en Fela Anikulapo Kuti fra henholdsvis Etiopien og Nigeria.

Det er dog fortsat problematisk at sælge verdensmusik. At fylde en koncertsal, selv om musikerne der kommer langvejs fra er fantastiske. Og her er Roskilde Festival så fantastisk en mulighed, for det er ikke nødvendigvis de enkelte orkestre, som skal tiltrække publikum. De er der allerede, og det er konsekvent kunstnernes evner til at starte en fest fra scenen eller komme op med noget vedkommende og originalt, der er adgangsbilletten til det udstillingsvindue som et job på Nordeuropas største festival kan være for et ukendt band.

Dertil kommer at festivalen i klubben Global på Nørrebro har et slags laboratorium, hvor bands kan blive prøvet af. Bookeren her er den samme som på festivalen, og man vil også i år typisk se navne på festivalen, som er blevet prøvet af foran Globals stadig mere trofaste og kritiske publikum. Tænk bare på Fendika fra Etiopien, King Ayisoba fra Ghana, Mark Ernestus presents Jeri-Jeri fra Tyskland og Senegal eller The Master Musicians of Jajouka led by Bachir Attar fra Marokko.

Alle har de været forbi scenen i den gamle gymnastiksal tilhørende en nedlagt kommuneskole på Nørre Alle. Her skinnede de og overbeviste i en grad, så de kan blive sluppet løs foran publikum til Roskilde Festival. For nok er man åbne for lidt af hvert på den gamle hippiefestival, men man er alligevel ikke mere flippet, end at man vil være sikre på, at man præsenterer orkestre, som fastholder publikum omkring en forhåbentlig skelsættende oplevelse. Og måske endda giver de enkelte festivaldeltagere nye opskrifter på, hvad der rykker på et dansegulv eller hvordan andre rytmer eller sprog kan tage en med og betage.

 

Ned ad Mindernes boulevard

Jeg vil skønne, at verdensmusikken de seneste år har været ramt af krise.

Det er som om der ikke sker så meget afgørende nyt, og det afspejles i, at der stedse mere spekuleres i nye måder at pakke musikken på. Man forfalder til bruge af arvesølvet frem for at sætte nye skibe i søen. Ligesom historien omkring kunstnerne er så vigtig, at der desværre går lovlig meget Hjallerup Marked i markedsføringen. Det finder jeg, at kunstnere som Marokkos The Master Musicians of Jajouka led by Bachir Attar eller det nye retro-projekt med Salif Keita er udtryk for.

Førstnævnte er med de vanlige hints til beatniks og den gamle traver om det 4000 år gamle rockband, et eksempel på orientalisme af værste skuffe, og Les Ambassadeurs kan også ses som udtryk for, at Keita kunstnerisk står i stampe, efter at den vante samarbejdspartner, Kante Manfilla, gik hen og døde i 2011. Så selv om det da bliver spændende at se, om den store sanger med hjælp af blandt andre Amadou Bagayoko, den mandlige halvdel af det berømte "blinde par fra Mali", rent faktisk kan genskabe den friske fusion, som de to store orkestre i Mali havde for 35 år siden – det andet orkester hed i øvrigt Rail Band. Men her er den igen: "det blinde par fra Mali" er blot en af mange betegnelser, der er kommet indenfor de sidste år, hvor verdensmusikken synes at blive solgt som et freakshow. Jo mere eksotisk, desto bedre.

Det, som startede med de skrøbelige pensionister i Cubas forkætrede Buena Vista Social Club, der slog alle salgsrekorder indenfor verdensmusik, er gået videre med blandt andre rullestolsorkestret fra zoologisk have i Congos hovedstad – de hed Staff Benda Bilili – som, når sandheden skal frem, henrykkede med en – bevares – habil gang soukous, men som på grund af den eksotiske indpakning kom rundt rigtigt mange steder.

Til trods for, at de ikke nåede stilartens superstjerner til sokkeholderne, hvad angår stemmepragt og fingerfærdighed.

 

Stor diversitet i år

Man kan selvfølgelig ikke bebrejde Roskilde Festival, da de er afhængige af, hvem der er på turné og så må tage dem, de finder, har største kvalitet. Hvis de da ikke ind i mellem satser og får helt specielle navne op på festivalen.

Og det er da også lykkedes at få et program op at stå på årets festival, som rummer mange spændende navne i den mere ukendte kategori. Også selv om jeg da håber, at vi en dag kan komme til at se de virkelig store navne, som aldrig har fundet nåde for de europæiske turmanagere eller festivalarrangører. Tænk bare på Malis store sangerinder Babani Kone, Nahawa Doumbia og det nye hotshot, sidstnævntes datter, Dousou Bagayoko. Eller Mellemøstens store sangere, som syrisk/libanesiske George Wassouf. Navne som kunne være med til at gøre festivalen interessante for også arabiske medborgere, som må opleve festivaler som Roskilde som udtryk for kulturel blindhed for deres del af dem musikalske sfære. Ligesom jeg da gerne så den afrikanske og muslimske reggaestjerne, Tiken Jah Fakoly, som nærmest genfødte den ultimative koncertoplevelses forventning og forløsning, da jeg oplevede ham sammen med måske 30.000 andre på Malis nationale fodboldstadion i januar i år.

Mali er dog rimeligt fornemt repræsenteret på årets festival. Også selv om det ikke kan kaldes for specielt overraskende, at vi oplever et gensyn med virtuosen på den 21-strengede kora på festivalen. Nu er det sammen med sønnen, under navnet Toumani & Sidiki – hvor "pakken" hedder, at det er en historisk genskabelse af det duosamarbejde, Toumani selv havde med sin afdøde far (man aner Hollywood-violinerne..) – men det er immervæk stadig femte gang på ti år, at den dygtige mand fra Mali gæster Dyrskuepladsen. Og der er altså andre i Mali, der spiller glimrende på kora. Når det er sagt, skal det nok blive en spændende og meditativ søndagsseance med Toumani. For han er og bliver en virtuos.

Der hvor årets Roskilde Festival helt sikkert kommer til at sejre, og hvor oplevelser kommer til at sætte sig i sindet er på diversiteten. For her har man dygtigt flyttet fokus til andre verdensdele, og her er især Sydamerika og fjerne kulturer som den i Sydkorea noget, de virkelig flytter sig med stormskridt i disse år.

Så det er der, vi starter vores rundtur. Med mageløse Jambinai, som spiller på den intime Gloria-scene – en scene der er ved for alvor at finde sin form. Et verdensrum i miniformat, der meget vel kan blive den elskede base, hvor rigtigt meget udgår fra, når vi taler om global musik på årets festival:

 

 

TORSDAG:

JAMBINAI (KR)

17:45 – Gloria

Rigtigt meget peger mod Seoul i Sydkorea som en særdeles spændende scene, hvor en rig traditionel musik bliver udsat for endda særdeles interessante eksperimenter af den nye generation. Over de sidste år har vi kunne opleve det ene overrumplende orkester efter det andet, og på festivalens mindste scene – som mere og mere synes at finde sin form – åbner man med manér. Med en musik, der både kan minde om Ministry og alligevel tager dig på et avantgardistisk trancetrip. Jeg kommer til at stå klar med ekstreme forventninger.

BARMER BOYS (IN)

20:00 – Gloria

Geografisk befinder vi os ved grænsen mellem Indien og Pakistan. Fra Rajastans ørken kommer der en mængde orkestre i disse år, og vi har hidtil oplevet romaorkestre som spraglede Musafir eller spændende fusioner som Vishnu Mohan Bhatt og hans gruppe. Barmer er simpelthen et distrikt, som kulturelt ligger mellem særdeles forskellige traditioner, og dette spændende band inkorporerer sufisange, som kan minde om pakistanske qawalli-grupper med en vidunderlig åbenhed overfor elektroniske beats og en grænseløshed, som er meget spændende. Tjek dem ud.

 

BLOOD ON A FEATHER (DK/US)

22:00 – Gloria

Den danske duo er et eksempel på, at verdensmusik er blevet en naturlig del af værktøjskassen, når nye generationer skaber musik. Vi har set det med bands som sidste års åbenbaring, Pinkunoizu, og hos Sarah Hepburn og Mikkel Elzer er der noget af den samme tilgang. Resultatet er et tranceskabende rum med droner, der luller dig ind og tager dig med. På en gang psykedelisk som et trip tilbage i tiden og alligevel med en nutidig appel. Det er måske ikke decideret verdensmusik, men tilgangen er den samme som man finder hos sufier. De lider den tort at gå på samtidig som The Rolling Stones, men kan være den kant, som er så typisk Roskilde.

SYSTEMA SOLAR (CO)

23:00 – Avalon

Intet år uden vibrationer fra kogende Bogotá. Systema Solar har været her før, men som andre orkestre fra den colombianske hovedstad – jeg tænker først og fremmest på Bomba Estéreo – blender de på vidunderlig vis elementer af cúmbia med nysgerrighed overfor storbyens beats og nostalgiske trip tilbage til afro-colombiansk trancetradition. Et seriøst bud på et telt, der er stopfyldt med glade mennesker, der bare må træde dansen og give los.

THE MASTER MUSICIANS OF JAJOUKA led by BACHIR ATTAR (MA)

00:30 – Pavilion

Glem al hypen, som festivalens pr-folk fodrer dig med. Her er tale om et legendarisk orkester, som har opnået denne status dels hjemme i Jaballah-bjergene i det nordlige Marokko, men som også i høj grad er produkt af orientalisme af værste skuffe. Hvor velmenende udlændinge – fra beatforfatterene William S. Burroughs og Brion Gysin til rullesten som Brian Jones og videre til produceren Bill Laswell – har spundet et væld af historier, som i de fleste tilfælde er opspind. Glem al vrøvlet om 4000 år og hedenske ritualer. I landsbyen Jajouka spiller man simpelthen en kombination af egnens spillemandsmusik og sufimusik fra traditioner som Hamadcha og Aissaoua.

Men orkestret er også anført af Bachir Attar, der med ophold i New York og koncerter med mange koryfæer – fra jazzsaxofonisten Ornette Coleman til Sonic Youths Lee Ranaldo – har tilført den traditionelle og medrivende trancemusik elementer af jazz. Forvent en grænseoverskridende oplevelse. Som ligger i tråd med koncerten på Orange Scene med The Rolling Stones. Bachir Attar og hans musikere har nemlig masser af fælles gods med rullestenene og medvirker bl.a. på albummet Steel Wheels. Læs videre her

FREDAG:

 

THE NECKS (AU)

12:00 – Gloria

Denne australske trio går tilbage til 1980'erne og står for ambientmusik af reneste aftapning. Det bliver helt sikkert en af festivalens mere bevidsthedsudvidende oplevelser, som både trækker tråde til Brian Eno og krautrock. Jeg ved ikke, hvad de spiller på festivalen, men et godt bud kan være en timelang komposition, hvor sfærisk lyd sætter sig i dit sind og tager dig på en rejse. Der bliver godt nok dykket dybt og fedt på Gloria med denne tidlige fredagskoncert.

 

KING AYISOBA & BAND (GH)

16:00 – Gloria

Jeg må indrømme, at tiøren ikke helt er faldet hos undertegnede i forhold King Ayisoba. Ikke at musikken ikke er medrivende – ja, næsten for uoriginalt simpel – men sådan har det ofte været med musik fra highlife-musikkens fædreland, som ofte er en smagssag, som havde sin tid, men så druknede i mængden af anden og bedre musik fra Vestafrika. King Ayisoba spiller selv på en simpel lut kaldet en kologo. Over dens simple lydspor kører ret forsimplede sanglinjer over de vanlige temaer, sunget på pidgin, også kaldet broken English. Mens bandet kører et tog af perkussion og skaber en stemning, som signalerer til fødderne om at flytte sig og skabe festen. Også selv om vi ikke taler om den store og dybe oplevelse.

MAMAR KASSEY (NE)

18:00 – Pavilion

Vidunderligt band fra Niger, hvor de nærmest har status af nationalt klenodie. Niger ligger sydøst for Mali, og der er i bandets herligt synkoperede musik mange mindelser om ørkenens tindemusik – husk at sidste års åbenbaring på Roskilde Festival, Bombino, også er fra Niger. Etnisk er man Peul i bandet, som er anført af sangeren og fløjtenisten Yacouba Moumouni. For 15 år siden var bandet fremme i Europa, men det store gennembrud kom aldrig, selv om kvaliteten klart er til stede. De er nu aktuelle med et album, som kom sidste år, og der er grund til at forvente et brag af en koncert i det lille Pavilion-telt. Kom i god tid og ryk op foran. Det bliver fantastisk med ægthed ud i enhver detalje.

DAMON ALBARN (UK)

20:30 – Arena

Med Damon Albarn bør man forvente verden. Dette soloprojekt har visse mindelser til hans fede band med bl.a. den nigerianske kulttrommeslager, Tony Allen – de hed The Good, The Bad & The Queen – og det vil sige en omgang af Damon Albarns nærmest psykedeliske sange tilsat den åbenhed, som han altid har haft med i bagagen hjemme fra Notting Hill-kvarteret i London. Der er grund til at forvente en koncert, der krydser alle grænser, samt et møde med en lys personlighed, som konstant har udfordret sig selv og os og taget os med til kinesisk opera, ned ad floden i Mali, ind i hjertet af Afrobeat og så ind i mellem optrådt med orkestre som Blur. Forvent det uventede. Og svøm hen i det kendte. Jeg glæder mig til at høre, hvad Damon Albarn har med på Roskilde.

 

CÜNEYT SEPETÇI & ORCHESTRA DOLAPDERE (TR)

21:30 – Gloria

Tyrkiet har en række store klarinetister, hvor Mustafa Kandirali nok er den største nogensinde. Cüneyt Sepetci er en mand i samme klasse, som spiller en vildfaren gang arabisk makamrytmer, er bliver affyret så det går over stok og sten. Gnistrende darbukaer, klimprende qanun'er og en atmosfære af den mest svedige mavedanserklub, du kan forestille dig. Det er en koncert, jeg har glædet mig til længe. For der er ikke meget, der er så fortættet som denne klassiske stilart, hvor eneste mangel vel er, at Gloria-scenen ikke kan forventes at sælge raki, den populære tyrkiske spiritus med anissmag. Ved ikke, om orkestret har medbragt en kvindelig mavedanser, så tag en eller flere med fra din lejr. Det bliver et orgie i dans og lyd, som sjældent opleves på disse breddegrader.

 

FENDIKA (ET)

00:00 – Gloria

Det er den enstrengede Mazinko-violin, som er i fokus, sammen med traditionel etiopisk sang. Uden at jeg helt ved, hvad jeg taler om, synes det at være et projekt, der er udgået fra et spillested i Addis Abeba, som hedder Fendika Azmari Bet. Orkestret er et af de mange, som var forbi Global i foråret, og mange har siden anbefalet dem og talt om en sjælden oplevelse. Og da musik fra Etiopien i disse år gennemgår både en revival og en rivende udvikling, vil jeg anbefale at tage forbi Gloria og tjekke dem ud. At jeg ikke så dem på Global skyldtes, at jeg var til en koncert med en tyrkisk superstjerne. Det vil jeg nu råde bod på ved at møde op ved midnat på Gloria.

LA CHIVA GANTIVA (CO)

02:30 – Avalon

Det rette band til festivalens nye scene. Musik fra Colombia er noget af det mest hotte, og dette band som er ude på det ofte fremsynede belgiske label Crammed, synes at mestre hele den globale værktøjskasse. I et vidunderligt flyd er der kraftige elementer af afrobeat og sågar klezmer, ligesom man kan sine jazzriffs og selvfølgelig både inddrager den hjemlige cúmbia og de raplinjer, som man også finder hos et andet stort band fra Colombia, Bomba Estéreo. Det bliver en af de fester, du bare vil til. Lad rygtet gå til vennerne, for det her bliver fedt og alle de smukkeste piger danser bedst til dette orkesters myriader af beats og veldrejede melodier.

 

LØRDAG:

 

EMICIDA (BR)

16:00 – Avalon

Er du ikke i VM-mode, kommer du det med denne kaskade af brasilianske raplinjer, som dette intelligente orkester fyrer af med spændende og originale musikalske inputs som baggrunden. For ja, vi kommer ikke uden om samba i bunden af mange af forløbene, men der er også tale om en tør og opdateret gang r&b og syrede udflugter, hvad enten det er scratcheren der laver et U-Turn med din hjerne eller du skal have guitarbredsider i hovedet, som får dig til at huske, at brasiliansk musik også indeholder bands som Sepultura. Men først og fremmest vil du blive forført af et smooth og vidunderligt show, som du ikke forlader, når du først er indfanget.

 

LES AMBASSADEURS feat. SALIF KEITA, AMADOU BAGAYOKO and CHEICK TIDIANE SECK (ML)

18:00 – Arena

Jeg glæder mig. Salif Keita er ALTID garant for et show, hvor en stor bestanddel af publikum uvilkårligt ender oppe på scenen i et dansende hele sammen med superstjernen og hans dygtige orkester. Nu et det med Mali-kapacieter som den her til lands temmeligt ukendte Cheikh Tidiane Seck og guitaristen Amadou Bagayoko, som du måske sidst så på Orange Scene for et par år siden med sin kone i duoen Amadou & Mariam? Temaet er en tur ned ad Memory Lane til et legendarisk orkester, der i sin tid holdt til på et motel i Bamako, Malis hovedstad, og hvor en lang række af scenens nuværende stjerner blev udklækket. Vi skriver altså historie på Roskilde. Men der bliver også noget at leve op til, for orkestre som senegalesiske Boncana Maïga's Africando All Stars har tidligere gået genren i bedene og sågar havde Salif Keita med på en udgave af klassikeren N'toman, som efter undertegnedes begreber slog alt, også originalen. Kan blive en af de mere spændende koncerter på Roskilde.

 

BALKAN KHANS (BG)

19:00 – Gloria

Unægtelig noget af et møde. En bulgarsk knægt som under kunstnernavnet bliver verdensmester i 2012 indenfor beatbox. Og en aldrende roma-violinist, som kan alle denne formidable spillemandsmusiks veje og vildveje og endelig en herlig mester på sækkepibe. Dertil tromme og en keyboardspiller, der ikke holder sig for god til at kaste sig ud i forløb af rendyrket sydindisk konakol. Forvirret? Jeg fornemmer, at vi alle bliver bjergtaget af dette fænomenalt tænkte orkester, der leverer balkanbeat, som du aldrig har hørt det før. Medbring laptop og æsel. Og dans med til en omgang musik, der også emmer af bryllup laaaaaangt ude på landet.

 

MANU CHAO LA VENTURA (FR)

19:30 – Orange

Manu Chao blæste os omkuld to på hinanden følgende år på Roskilde. Hvor især den første koncert var historisk. Han havde dengang udsendt og råhittet med de to formidable skiver, Clandestino og Próxima Estación: Esperanza. Nu skulle han frelse verden, og så gik der vel meget hardcore-ska i den, som skulle gælden til The Clash betales tilbage med renters rente. Og ud over La Radiolina fra 2009 har der været ret stille omkring den fransk-spanske musiker og sanger. Indtil nu, hvor Manu Chao er tilbage på Orange Scene og meget vel kan bruge den til endnu engang at forføre os alle sammen. Få de knyttede næver i vejret – for jeg kan næppe tro, at den økonomiske krise og rekordarbejdsløshed blandt unge spaniere er gået forbi den lille mand med bopæl i Barcelonas næse. Det bliver et show, ja, en seance, hvor Manu Chao med ild i øjnene vil spille alle de fede hits og forhåbentlig være den store samlende festivalstjerne, som vi kan lide dem. Lad os satse på et rigtigt Roskilde-moment med Manu Chao!

 

MARK ERNESTUS presents JERI-JERI (DE/SN)

20:00 – Avalon

Det er egentlig synd, at dette fede orkester er placeret stort samtidig med Manu Chao. Det bliver lidt noget med at rende frem og tilbage, for den tyske dj og ildsjæl har sammen med de senegalesiske musikere skabt noget af det mest spændende samarbejde mellem Vesten og Afrika, som jeg har hørt i mange år. Da jeg så dem på Global for godt et år siden, citerede jeg blandt andet direkte fra min notesbog under rubrikken Flyvende rytmisk tæppe landede på Global:

"SYNKOPER!!!! The Meters goes to Dakar...Talking Heads-følelse...the flow, et flyvende tæppe af rytme...insisterende tropenat på Global..funky deep down som en gammel ridset plade...et møde ved korsvejen øst for New Orleans...SHAKE YOUR BUTT, GIRL!!!!....trommeslageren bundsolid, svirp i hihatten..nu samles de omkring trommerne, hvor alt ånder rytme og det intet show er, men bare surrender to the command of every beat...pulsen - eternal journey på et tog, hvor du bare ikke vil stå af...!!"

 

 

SØNDAG:

 

TOUMANI & SIDIKI DIABATÉ (ML)

13:00 – Pavilion

Far og søn i meditativt møde nede i et hjørne på festivalen. Det kan blive rigtigt godt, når de to kalabasharper stiller op og spiller et kildevæld af rislende toner op til en rivende flod. Toumani Diabate er stormester på koraens 21-strenge, og der er mindelser tilbage til ikke bare hans og farens samarbejde, men også til de endnu mere skelsættende samarbejder mellem først faren og hans bror under titlen Ancient Strings og siden Toumanis eget samarbejde med fætteren Ballake Sissoko og pladen New Ancient Strings. Jeg ved, at det bliver en vidunderlig middagskoncert. Mød op og undgå at snakke for meget. Det er en koncert, hvor man står med lukkede øjne og forhåbentlig har klaret de værste tømmermænd.

 

PEROTÁ CHINGÓ (AR)

19:00 – Gloria

Sprukken lavmælt guitar, tibetanske syngeskåle, en tromme og flot flerstemmig sang. Vi er i Argentina og møder unge kvinder, som spiller en charmerende blanding af folkemusik og singer/songwriting, som er blevet en sensation på YouTube. Efter en mængde af de nye folkgrupper, hvor af nogle såsom Bon Iver er geniale, sidste års optrædende fra Seattle, The Lumineers, der også havde noget, er vi nu kommet til denne underspillede gruppe, der af mange er blevet spået til at blive det helt store. Flosklen siger "musik til lejrbålet". Måske. Men i hvert fald en hyggelig omgang med inspirerede sange, inden du går ned til Orange Scene og ser Stevie Wonder!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA