Nyhed

Nøgenløb på Roskilde: Pik og patter på parade

Det er sjovt at løbe, det er sjovere at løbe nøgen

Se masser af billeder fra nøgenløbet i GAFFAs gallerisektion

Vejrguderne forbarmede sig over Roskilde Festival fredag klokken 13.00, da årets nøgenløb skulle løbe af stablen - mildest talt. Den bagende sol varmede fra en skyfri himmel det talrige publikum op til kogepunktet ved Camp Crazy Legs i Dream City, mens fem gæve piger og en række friske fyre smed klunset for at dyste i årets løb. 

- Der har været nogle nedskæringer på Roskilde Festival, så nøgenløbet røg. Det samme gjorde Roskilde Radio. Så vi tog teten og arrangerede selv et nøgenløb for i år, fortæller talsmand for Camp Crazy Legs, Lars Sauer.


Traditionelt har præmien for at vinde nøgenløbet været en billet til næste års festival, men det var der ikke budget til i år. I stedet havde alle lejre i Dream City doneret gaver, som endte med at udgøre to store poser med alskens sager - tun og makrel, spil og legetøj, sprut og dameblade. Derudover havde Camp Crazy Legs fået skåret to trofæer af blankt skinnende metal: En diller til den mandlige vinder og et par strittende attributter til den kvindelige vinder. 

I timen op til nøgenløbet stod to piger med skilte på gangstien og prøvede at lokke flere deltagere med i konkurrencen. "Det er sjovt at løbe, men det er sjovere at løbe nøgen," råbte den ene. Tre piger kom forbi, hvoraf den ene talte meget overbevisende for nøgenløbet. "Kom nu! Nu gør vi det sammen! Det bliver herre-grineren," sagde hun til sin to veninder, som modvilligt lod sig slæbe med. (De to veninder endte dog med ikke at deltage i løbet.)

En halv time før store skud konfetti skød det 430 meter lange løb i gang, varmede alle deltagerne op i VIP-området med en omgang aerobic, mens publikum stimlede grinende til. Reaktionerne var vidt forskellige. Nogle piger udbrød: "Du godeste! Det kan jeg slet ikke forstå, at de tør, det der!", mens en fuld fyr slog til sin ven og konkluderede: "Det er sateme sjovt, hvordan folk pludselig lærer at glo, bare fordi folk er nøgne."


Deltagerne bevægede sig op i startfeltet, hvor de blev præsenteret - blandt andet med Fun Facts. Således kunne vi få at vide, at der var en hollandsk deltager, og han var venstrehåndet. Caroline, 19 år, var til gengæld god til at slå skedeprutter.

Til et hårdtpumpende techno-nummer dansede deltagerne på skift i midten af en dansende cirkel, mens annoncøren råbte tilråb i sin mikrofon for at trække endnu flere mennesker til. Det virkede. Deltager nummer 29 havde taget en hestemaske på, hvad måske kunne give vendingen "hængt som en hest" en mere konkret betydning. 

Præcis klokken 13.00 blev løbet sat i gang. Som et andet derby beskrev konferencieren skrigende feltet, som det rykkede hastigt frem, med gyngende babser og dinglende dillere. Det var tæt løb, og som løberne rundede det sidste sving og således forsvandt ud af syne øgedes spændingen til, hvem der først ville komme frem om hjørnet ved Camp Holger. 


Vinderne blev nummer 22, Rasmus, og nummer 12, Line Marie. De kom begge op til konferencieren for at modtage deres præmie, mens de øvrige deltagere forpustede stillede tørsten med koldt vand.

"Det er fantastisk! Det er SÅ varmt! Og jeg er SÅ glad," pustede Rasmus. Line Marie tog det mere roligt, da hun greb mikrofonen og konstaterede: "Jeg vandt sgu også sidste år!". De fik begge overrakt deres flotte trofæer i en snor om halsen. Også her var Line Marie hurtig. "Jeg har endelig fået bryster," råbte hun smilende.

Rasmus fra København deltog for første gang. Han har aldrig før været til nøgenløbet, men efter at have overstået sin sidste eksamen i fredags besluttede han sig for, at han da selvfølgelig ville være med. Og sky kan man ikke kalde ungersvenden:

"Altså, man ser jo ikke, folk kigger, når man løber. Det er jeg egentlig også ligeglad med, det rører mig ikke. Jeg synes selvfølgelig, at det er lidt sjovt, at folk kigger, men ellers er det bare fedt. Der har været en super god stemning. Det er også rart at få lidt luft til testiklerne." 

Mens menneskemængden opløstes for at fejre Dagens Camp med Camp Rosé, lå en færdig deltager i græsset, fuldt blottet, med en hånd over øjnene. Årets nøgenløb var atter en succes, der beviste, at Roskildes publikum stadig besidder et stort frisind - og at nøgne mennesker altid er bare en smule interessante at glo på.


Se masser af billeder fra nøgenløbet i GAFFAs gallerisektion

ANNONCE