Nyhed

Stevie Wonder gav ekstranummer i København

Dagen efter koncerten på Roskilde Festival dukkede sangeren uventet op på Copenhagen Jazzfestival

Søndag aften stod Stevie Wonder på Orange Scene på Roskilde Festival og gav koncert for mere end 50.000 personer. Soulveteranen valgte herefter at blive i landet, og i aftes dukkede han overraskende op og gav et ekstranummer med den amerikanske jazzsanger Gregory Porter i DR Koncerthuset for "kun" 1600 publikummer.

Gregory Porter var et af hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival. Den 42-årige, meget roste sanger og sangskriver satsede i første omgang på en karriere som professionel fodboldspiller, men måtte droppe det efter en skulderskade, og herefter slog han sig på jazzen. Han har udgivet tre album fra og med debuten i 2010, og det seneste, sidste års "Liquid Spirit", modtog i år en Grammy i kategorien "Best Jazz Vocal Album".

Tilsyneladende opdagede Porter først, da han skulle give ekstranummer, at Wonder med følge i al diskretion hørte koncerten fra kongelogen, og det lykkedes Porter at få overtalt Wonder til at give et ekstranummer. Læs, hvordan det gik, i GAFFAs anmeldelsessektion.


Nedenfor kan du høre, hvordan Porter lyder uden Wonder.

 

 

 


ANNONCE