Nyhed

Eksklusiv video-premiere: Dinner fester i New York

Pomp og pragt, whisky fra et guldbæger, flotte damekostumer. Det hele er der i Dinners nye musikvideo.

Danske Dinner er 11. august klar med en ny ep, "Oui! EP". I den anledning er den spirituelle hipster klar med en flot, farvesprudlende musikvideo til første single fra udspillet, den enkelt titlede "Going Out". Se den her forneden.

Bag navnet Dinner gemmer produceren Anders Rhedin sig. Han har blandt andet hjulpet med til at starte og produceret Choir Of Young Believers samt været sanger og guitarist i hedengangne Moon Gringo og været manden bag enmandsprojektet Jong Pang.

Han har haft travlt hele sidste år, hvor han udgav to ep'er, spillede både på festivaler og gallerier, fik knust sit hjerte af en tysk baronesse, udøvede Qi Gong på en bjergside i Algrave med mesteren Sifu, festede i Lichtenstein, og selvfølgelig arbejdede hårdt på ep-udspillet, som nu kommer til august. 


Musikvideoen til "Going Out" er filmet i et hundekoldt studie i New York i marts måned under en 18-timers lang non-stop fest. Lyden er tidlig britisk 80'er elektro-pop med et næsten uimodståeligt beat - og man kan snildt forestille sig, at det kunne sætte gang i en lang varehusfest. Billedsiden udgøres af flotte farver og sjove kostumer, der vækker de hedonistiske 80'ere til live.

For Dinner var det lidt en grænseoverskridende oplevelse at filme musikvideoen. Det krævede spirituel hjælp både i form af Qi Gong og whisky. Han fortæller:

"Jeg ankom omkring klokken 11.00, og jeg kunne mærke, at mine energier var en smule tågede. I den første scene, vi skulle filme, skulle jeg optræde foran allesammen i kvindetøj. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte fokusere på mine energier. Det var minusgrader udenfor, men der var en klar blå himmel, så jeg gik ud og fandt en hyggelig lille park. Jeg satte mig i dens midte og udøvede Qi Gong i et stykke tid. Da jeg kom tilbage til studiet, var der stadig en smule egoistiske bekymringer og angst tilbage i mit system, så jeg anvendte et andet spirituelt redskab - whisky i et bæger overtrukket af guld. Det var vidunderligt. Resten af dagen og natten var jeg i en egofri trance. Jeg var tæt på at kaste op flere gange. Det var en svær balance at bemestre. Ligesom så mange ting i livet er."


Som på debut-ep'en, "You're Like LA", er der holdt fast i englenes by. "Going Out" handler nemlig om en pige fra L.A. Rhedin fortæller: "Den handler om en pige jeg kender i L.A. Hun er måske fortabt. Og måske er hun ikke. Og hun læser bøger og tager stoffer og går i byen. Og måske er hun her ikke engang, måske hun aldrig var det, hvilket jeg finder så poetisk, at det næsten får mig til at bryde sammen i gråd."

Ep nummer to fra sidste år, "Girl", udkom i marts, og den fik tre stjerner af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann. Han skrev: "Der er bid i visse af Rhedins beats, og man må give manden, at Dinner er et særdeles gennemført projekt - dog kommer man ikke uden om, at løjerne ville blive løftet betragteligt, hvis lidt variation og afveksling blev flettet grundigt ind i det generelt meget forudsigelige univers."

Du kan se "Going Out" her:

ANNONCE