x

Roskilde-direktør stopper

Roskilde-direktør stopper

Få dage efter afslutningen på årets Roskilde Festival meddeler den kunstneriske direktør, Rikke Øxner, at hun stopper på festivalen med udgangen af juli. Efter 19 år som del af Roskilde Festivals musikgruppe og ledelse har den 49-årige Øxner opsagt sin stilling.
 
Baggrunden er ifølge Øxner et personligt ønske om at gå nye veje og bruge erfaringerne fra festivalarbejdet i andre sammenhænge, mens der er endnu er arbejdsmæssigt perspektiv i det. Hun har endnu ikke fortalt, hvad hun mere konkret vil satse på arbejdsmæssigt.
 
Opsigelsen kommer oven på et generationsskifte, hvor Rikke Øxner over de seneste tre år har overleveret det ledelsesmæssige ansvar for festivalens indholdsprogram til den 31-årige programchef Anders Wahrén, som endeligt overtog det i efteråret 2013.
 
Rikke Øxner blev ansat i Roskilde Festivals musikgruppe i 1995. Festivalen beskriver hende med følgende ord:

"I de knap tyve år, hun har været ansat, har hun med sin kompromisløse faglighed og målrettede indsats sammen med festivalens frivillige musik- og kuratorgruppe spillet en afgørende rolle i udviklingen og positioneringen af Roskilde Festival som en af Nordeuropas største og mest progressive festivaler og Danmarks uomtvisteligt største kulturbegivenhed. Hvilket den just overståede Roskilde Festival 2014 må siges at være et flot og markant udtryk for. Hun er en af Europas stærkeste profiler inden for sit felt og en vellidt kollega. Roskilde Festival-gruppen beklager hendes fratrædelse, men har samtidig forståelse og respekt for ønsket om at sætte erfaringer og kompetencer i spil i andre sammenhænge."
 
Rikke Øxner fortsætter med at repræsentere Roskilde Festival som bestyrelsesformand i den europæiske brancheorganisation Yourope frem til marts 2015.
 
Rikke Øxners sidste arbejdsdag falder i sommerferien. For at alle skal have mulighed for at sige behørigt farvel, holder Roskilde Festival-gruppen derfor først afskedsreception torsdag den 21. august kl. 15-18. Receptionen holdes i Ideal Bar på spillestedet Vega, Enghavevej 40, 1674 København V.

Tilbage i 2011 bragte GAFFA et stort interview med Rikke Øxner om hendes arbejde på Roskilde Festival. Læs interviewet her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA