Sisters hedder førstesinglen til det kommende album fra det rutinerede makkerpar Wagner og Foo. Download den kvit og frit her.
Det er noget tid siden, at man for alvor har hørt til The Raveonettes. Det er dog blevet til et par koncerter i ny og næ fra makkerparret Sune Wagner og Sharin Foo – men heller ikke meget mere end det.
Nu er danskerduoen imidlertid klar med førstesinglen fra det kommende album, der ifølge Amazon går under navnet Pe'ahi. Nummeret hedder "Sisters", og kan downloades kvit og frit nederst i denne artikel.
"Sisters" udtryk er ganske støjrocket, og byder som det første på bølgelignende støjguitar i så udtalt grad, at det lyder mere af hav end af guitar – og det er måske ikke uden grund. Albumnavnet Pe'ahi refererer nemlig til den hawaiianske kystby af samme navn, hvor surferidyl, bølger og palmestrande er hverdagskost for lokale og besøgende. At den bølgende støjflade skulle have med hawaiibyen Pe'ahi at gøre, bliver ydermere underbygget af afslutningens surf-guitar, hvorfor "Sisters" er en smart single-forløber til det kommende album. Foruden støjflader og surf-guitar er "Sisters" vanen tro et kompromisløst rocknummer uden for mange dikkedarer, hvor The Raveonettes typiske Lo-Fi-lyd medvirker et underspillet popmelodisk lydbillede.
Om det gryende album Pe'ahi kan matche 2012-udgivelsen Observator, kan kun tiden vise. Dengang lød Rune Schlossers 5-stjernede dom over duoens udgivelse:
- Syv dage har duoen taget om at indspille Observator, og dets umiddelbare kvaliteter står da også tydeligt skrevet med det samme på et album, hvor Foo og Wagners passable drømmende popindpakninger endnu engang slår fast, at The Raveonettes er en af de sikreste danske leverandører af høj musikalsk kvalitet.
Hos GAFFA venter vi med spændning.
Hør og download "Sisters" her: