x

Nekrolog: Johnny Winter er død

Nekrolog: Johnny Winter er død

Det var en af verdens store og legendariske guitarister, som tjekkede ud på et hotel i Zürich i går. Flamboyant og med en aura ikke ulig Jimi Hendrix, som han da også både kendte og indspillede med. Samt ikke mindst en hvid guitarist, man forbinder med staten Texas, og som gjorde meget for de blueslegender, som mange i disse timer har travlt med at regne ham blandt. Johnny Winter som vi husker for sit rappe og følte guitarspil, samt ikke mindst for det tidlige partnerskab med lillebroren Edgar, med hvem han delte det særpræg, at de begge var albinoer. Og begge musikere til fingerspidserne.

Han spillede fra barnsben og indspillede allerede som 15-årig i 1960 sin første singleplade med sin gruppe, Johnny And The Jammers. Han var del af en gylden generation af unge, hvide amerikanske guitarister, en generation som også omfattede bluesguitarister som Mike Bloomfield (1943-81) og Alan "Blind Owl" Wilson (1943-70), henholdsvis kendt fra bl.a. de berømte Super Session-plader og fra bluesbandet Canned Heat. I 1968 fik han sit store gennembrud, da det toneangivne San Francisco-musikblad, Rolling Stone, skrev en stor artikel, der lovpriste ham.

Jimi Hendrix var allerede i ekspresfart på vej mod stjernerne, og i Winter så Columbia Records nogle af de samme muligheder, for her var en guitarist, der dels var forankret i bluesen, og dels havde en vild og uregerlig fremtoning på en scene, når han med sit hvide hår og sin uundværlige Gibson Firebird-guitar ville spille på en måde, som dels var ekvibrilistisk og dels ligesom Hendrix ville dominere en rocktrio, så du vidste, at historie blev skrevet foran dine øjne.

Columbia Records - som bl.a. havde Bob Dylan og Janis Joplin i sin stald - betalte det på den tid gigantiske beløb 600.000 dollars for den allerede erfarne 24-åriges underskrift. Han havde allerede udsendt sin debut, men det er de fire skiver, der kom i kølvandet på kontrakten, Johnny Winter, Second Winter, Johnny Winter And samt Johnny Winter And Live, som cementerede mandens status i vores alle sammens bevidsthed. Og da Jimi Hendrix gik hen og døde i 1970, rettedes manges øjne mod Winther, som alle sine kvaliteter til trods måske trods alt ikke helt kunne fylde de store sko, som Hendrix efterlod sig ved sengekanten på Hotel Samarkand i Londons Notting Hill-kvarter.

Johnny Winter gjorde sig bemærket med en fin optræden på Woodstock-festivalen, noget der ikke kom med i den redigerede historie, som Michael Wadleighs film om begivenheden var, og som cementerede manges opfattelse af, hvad der skete i de dage oppe i Bethel nord for New York. Det har senere filmudgivelser rådet bod på, og her kan man opleve Johnny Winter være lige så blæst på syre, som de fleste andre musikere, men spillende på sin højest originale måde. Desværre blev de store år i nogen grad bremset af den dybe afhængighed af heroin, som Winter led under omkring 1970, og som førte til et midlertidigt karrierestop, hvor han tog en kold tyrker, ligesom han med sin manager Steve Paul gik ud og snakkede om tingene. Netop venner som Hendrix og Janis Joplin var blandt dem, der var døde inden for det sidste år, og Winter fejrede sin egen overlevelse med dels at advare vidt og bredt og dels udsende det glimrende koncertalbum, Still Alive and Well, der blev fulgt op af et andet af de store album, Saints and Sinners.

Et andet skelsættende sted, hvor Johnny Winter gjorde sig bemærket, var i sin massive støtte til bluesmusikkens gamle legender, hvor specielt Muddy Waters nød godt af den beundrende kollega fra Texas. I 1977 var blueslegendens pladeselskab Chess Records gået nedenom og hjem. Winter gik ind og producerede en mesterlig skive med sit store idol, hvor også mundharpegeniet James Cotton medvirkede. Ligesom han for alvor gjorde sig bemærket med et livealbum med Muddy Waters. Jeg glemmer aldrig dengang, jeg i radioen hørte deres vidunderlige version af Waters-klassikeren Got My Mojo Working fra lige den plade. Episk, simpelthen.

I 1984 var vi mange, der så frem til at se Johnny Winter på Roskilde Festival, men det varede kun kort. Et fjols kastede en flaske op på scenen, og så skred Johnny Winter. Han har dog siden besøgt os ved en række lejligheder. Og selv om de store år fra 1970'erne aldrig helt kom tilbage, havde han gennem hele karrieren et solidt ry og mange fans. Her kunne man finde ham til mange af de store øjeblikke, så som til Eric Claptons Crossroads-festivaler og til de berømte jubilæumskoncerter med Allman Brothers Band på Beacon-teatret i New York.

Han nåede at blive fejret til 70-årsfødselsdagen den 23. februar. I den forbindelse blev der udsendt et stort boxsæt med titlen True To The Blues - The Johnny Winter Story (se på www.johnnywinter.com). Ligesom et nyt album med titlen Step Back er på trapperne og skulle komme den 2. september.

Johnny Winters sidste koncert var i lørdags i Østrig.

JOHNNY WINTER (1944-2014) - ÆRET VÆRE HANS MINDE

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA