Nyhed

Dansk triumf på hitlisten

Efter en uge med australsk teenagedominans er danskerne igen at finde i toppen af hitlisten

Efter koncertannonceringen fra One Directions bonkammerater i 5 Seconds Of Summer hoppede de direkte ind på førstepladsen af sidste uges albumhitliste. Der skulle dog ikke mere end syv dage til at vippe dem af pinden igen, og nu ligger de og lurer nede fra sjettepladsen. Op mod danske L.I.G.A, der har indtaget førstepladsen med deres selvbetitlede debut. Den danske trio modtog 3 stjerner af GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen, der mente, at albummet besad stor underholdningsværdi, men også var en smule ufrivilligt komisk, i sin tre stjerners anmeldelse. Når man ser på, hvem der ellers befinder sig på listen, må man dog formode, at L.I.G.A føler sig ovenpå.

De har blandt andre slået Ed Sheeran, der med albummet "X" strøg ind på en direkte førsteplads for to uger siden, men først måtte se sig slået af australske teenagere og i denne uge af dansk pop. Derudover er de tunge drenge fra Coldplay placeret som nummer tre efter otte uger på listen med "Ghost Stories" og rykker dermed en plads op fra sidste uge.

Rasmus Seebachs ottedobbelte platinvinder "Ingen Kan Love Dig I morgen" ligger efter 36 uger stadig i toppen som nummer fire på denne uges liste. Man må sige, at den mand formår at tryllebinde sine fans med gedigen pop. MØ holder sig også indenfor top 10 med debutpladen "No Mythologies To Follow", der i sidste uge lå på en 18. plads. Der må være noget om snakken. En gedigen performance på Roskilde Festival afføder salgssucces.


Det beviser Jack White også, der i år havde æren af at lukke Orange Scene, som erstatning for Drake, der aflyste. Hans nyeste skud på albumstammen "Lazaretto" er strøget fra sidste uges 18. plads til denne uges 9. plads. GAFFA anmelder har kvitteret med fire stjerner for den udgivelse under overskriften: "Renæssancemanden takler kærligt country og strittende rockeskapader."

Af nyheder på albumhitlisten finder vi Sia med "1000 Forms Of Fear" på 5. pladsen, Gregory Porter med "Liquid Spirit" på 7. pladsen og Judas Priest med "Redeemer Of Souls" på 17. pladsen. Derudover er Bastille og Future Islands, der begge gav koncert på dette års Roskilde Festival, placeret som henholdsvis nummer 25 og 32.

Tracklisten domineres også af dansk, der personificeres af Grøn Koncert-aktuelle Lukas Graham, der netop har modtaget fem stjerner for startskuddet i Kolding. Singlen "Mama Said" ser ud til at blive dette års landeplage. "Lukas Graham var gavmild med nyt materiale, og det gik rent ind hos publikum", skriver Kristoffer Veirum, der var GAFFAs udsendte til Grøn Koncert kickoff.


Se de danske hitlister her

ANNONCE