x

Lars Ulrich har rent mel i posen nu

Lars Ulrich har rent mel i posen nu

Den evigt hårdtslående trommeslager i verdens største metal-band kvittede først kokain i en alder af cirka 40, efter han læste et interview med guitaristen og sangeren Noel Gallagher fra det hedengangne engelske band.

Det skriver NME.com.

Lars Ulrich har aldrig lagt skjul på sin fascination af brit-popbandet Oasis, og deres musik skulle af flere røster have haft indvirkning på Metallicas lyd i slutningen af 90'erne. Nu har Lars Ulrich atter fundet inspiration i det engelske band.

"For omkring 10 år siden læste jeg et interview med Noel Gallagher, hvor han sagde, 'jeg stoppede bare med at tage kokain'. Det, syntes jeg, var virkelig sejt. Det var så frisk, så ærligt, så oprigtigt. Jeg har aldrig haft en afhængig personlighed, så jeg vågnede bare op en morgen og sagde 'slut'," siger Lars Ulrich i interview med den engelske avis The Mirror.

Den nu 50-årige Lars Ulrich indrømmer, at årsagen til, at han startede med at tage det berygtede stof, der ofte inficerer rockstjerne-miljøet, var, at han så kunne drikke mere med sine bandkammerater.

"Jeg indså, at hvis der var lidt kokain indblandet, kunne jeg holde ud længere i stedet for at ende henne i et hjørne med ansigtet nedad, bevidstløs, tre timer før festen sluttede," siger Lars Ulrich videre.

I relaterede nyheder kan det nævnes, at Lars Ulrich snart skal prøve kræfter bag trommerne i en konkurrence mod den amerikanske skuespiller Will Ferrell og trommeslageren fra Red Hot Chili Peppers, Chad Smith. De to sidstnævnte har prøvet kæmpet mod hinanden i et amerikansk talkshow, fordi de udseendemæssigt ligner hinanden meget. Her endte Will Ferrell med at løbe med sejren.

"Jeg mener, vi snakkede om endnu en "drum-off". Med en tredje person, som har en skræmmende lighed med Chad og jeg. En tredje trommeslager derude ... Lars bliver pissesur, fordi han bliver forvekslet med både mig og Chad Smith. Han kan også få en chance for retfærdighed nu," fortalte Will Ferrell til Spin om valget af Lars Ulrich.

Den danske trommeslager var ikke sen til at svare, og her gav han direkte udtryk for, hvem han frygtede med at skulle krydse trommestikker med:

"Det var lidt ensomt på sidelinjen under den første drum-off, givet det lidt påtvungne sammenligningsgrundlag mellem Chad Smith og Will Ferrell, når jeg faktisk er den, der i SANDHED bærer på dobbeltgænger-genet! Hvad angår fremtidige drum-offs, er jeg sikker på, at jeg med en smule øvelse kunne give Chad lidt sved på panden. Men Will? Det er en helt anden historie. Han styrer "bad-ass trommeslager-universet". Jeg mener, du snakker om en fyr, der bare er så meget en anden liga, faktisk, er han ud over en anden liga, han kan tænkes at være decideret uovervindelig. Når det så er sagt, er jeg helt klart med på en udfordring ... Kom an!!!"

Tjek Lars Ulrichs udholdenhed i hans vilde, unge rockdage her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA