Nyhed

Peaches Geldof døde af overdosis

Det kan nu slås helt fast, at Bob Geldofs datter døde af en heroin-overdosis

Et ligsyn af Peaches' krop blev foretaget den 23. juli, og det er nu slået fast, at den 25-årige Peaches Geldof døde af en overdosis heroin den 7. april i år. Det skriver NME.com.

Retsmedicineren Peter Jerreat forklarer, at der blev fundet stiksår på Peaches' albuer, håndled og tommelfingre. Han udtaler også, at mængden af heroin in hendes krop var af "fatal størrelse". Desuden var der også spor af kodein, metadon og morfin i hendes krop.

Efterforskningen har sluttet, at der ikke var nogen indikation på, Geldof havde planer om at tage sit eget liv, selvom dødsårsagen til at starte med blev kategoriseret som "ikke mistænkelig, men uforklarlig og pludselig". Politiet skulle på tidspunktet for dødsfaldet have fundet 6,9 gram af det farlige stof på hendes bopæl i Kent, England.


Geldofs skulle ifølge sin mand, Tom Cohen fra bandet Scum, have fået behandling for stofmisbrug de seneste to år før sin død. Løbende blev der taget prøver af hende for at se, om hun tog stoffer. Hun skulle have forklaret Cohen, at hun på baggrund af prøverne var stoffri, men Cohen tror nu, at hun har løjet om resultaterne af prøverne.

Peaches Geldof var selv kendt som en kendis, skribent og model. Hun startede sin karriere allerede som 15-årig med at skrive for Elle Girl. Hun var datter af Bob Geldof og den nu afdøde engelske tv-værtinde Paula Yates. Forud for sin død – også af en heroin-overdosis – var Yates blevet skilt fra Geldof og havde blandt andet været kæreste med Michael Hutchence fra australske INXS. Denne blev fundet død på et hotelværelse i Sydney i 1997 som følge af et grusomt selvmord.

Ved en pressemeddelelse dagen efter Peaches' død, den 8. april, skrev hendes far, Bob Geldof – blandt andet kendt som skaberen bag Live Aid i 1985 og Live 8 i 2005 – følgende:


"Peaches er afgået ved døden. Smerten er ubeskrivelig. Hun var den vildeste, sjoveste, klogeste, vittigste og mest tossede af os alle. At skrive 'var' smerter mig på ny. Sikke et smukt barn. Hvordan er det muligt, at vi aldrig får hende at se igen? Hvordan er det til at bære. Vi elskede hende og vil mindes hende for evigt."

ANNONCE