x

Varm op til Neil Young med 10 uforglemmelige sange

Varm op til Neil Young med 10 uforglemmelige sange

I aften spiller Neil Young & Crazy Horse deres første koncert i Danmark i 12 år. Det sker i et sommervarmt Forum. Der er lagt op til et møde med en musikalsk legende, og forventningerne er naturligvis store. Det rygtes nemlig, at Neil Young har luftet rariteter til sine øvrige koncerter på denne turné

I den anledning har GAFFA valgt 10 fede Neil Young-numre, der ikke er "Heart of Gold". Se dem her:

Mr. Soul (Buffalo Springfield Again, 1967)

Neil Young begyndte karrieren i Buffalo Springfield. Her spillede han med blandt andre Stephen Stills, som han senere skulle spille sammen med igen i Crosby, Stills, Nash & Young. 

Neil Young skrev et af Buffalo Springfields største hits, nemlig "Mr. Soul". Gad vide om Neil havde hørt "(Can't Get No) Satisfaction" af The Rolling Stones en gang eller to, da muserne bragte ham riffet til "Mr. Soul"? Han giver senere selv en ledetråd på sangen "Borrowed Tune" fra "Tonights the Night" (1975). Her synger han: "I'm singin' this borrowed tune/ I took from the Rolling Stones".

Cinnamon Girl (Everybody Knows This Is Nowhere, 1969)

Åbningsnummeret på "Everybody Knows This Is Nowhere", Neil Youngs andet soloalbum, rummer nok én af verdenshistoriens absolut bedste guitarsoloer. Præcis hvor mange toner skal du bruge for at spille en fed guitarsolo? I det her tilfælde skal du kun bruge én tone. 

Samtidig benytter Young sig af den samme drop-d-tuning på guitaren, som han også anvendte på "Mr. Soul". I 1969 var den tuning ikke helt så typisk, som den senere blev i de tidlige 90'eres rockmusik. 

Don't Let It Bring You Down (After The Gold Rush, 1970)

I 1970 havde Neil Young allerede et hitalbum ude - "Deja Vú" med Crosby, Stills, Nash & Young. Ikke desto mindre udgav han sit tredje soloalbum, "After The Gold Rush", som trods en dårlig modtagelse skulle vise sig at blive en klassiker og et klart pejlemærke om, hvordan Youngs sangskrivning udviklede sig.

"Don't Let It Bring You Down" rummer de smukke linjer: "Don't let it bring you down/ It's only castles burning/ Find someone who's turning/ And you will come around." Albummet indeholder også "Southern Man", som fik Lynyrd Skynyrd til at nævne Young i deres egen klassiker, "Sweet Home Alabama".

Her er den i en flot live-udgave fra 1971:

The Needle And The Damage Done (Harvest, 1972)

Man kunne snildt vælge en håndfuld sange fra Youngs afgørende mesterværk, "Harvest" - man kunne for eksempel nævne "Old Man" eller "Heart of Gold" - men vi holder os til én for ikke at fylde hele listen med sange fra 70'erne. 

"The Needle And The Damage Done" er en rystende beskrivelse af medmusikanters dybe nedstigning i stofmisbrugets helvede. Young introducerer sangen på live-albummet "Live At Massey Hall" med at fortælle, hvordan han har oplevet mange gode musikere forsvinde ud i mørket på grund af særligt heroin. "De virkelig gode, som I aldrig får at se, er væk på grund af ... Heroin. Og det begyndte at ske forfra igen og igen. Så skete det for nogen, jeg kendte. Så jeg skrev den her lille sang."

Det var Crazy Horse-guitaristen Danny Whitten, som Young refererede til i den ovenstående linje. Young fyrede den skrøbelige Whitten fra indspilningerne af "Harvest", da det blev tydeligt, at Whitten ikke var i stand til at indspille. Den 18. november 1972 gav Young Whitten 50$ og en flybillet tilbage til L.A. Desværre døde Whitten senere samme aften af en overdosis Valium, han tog for at komme sit heroinmisbrug til livs.

Ambulance Blues (On the Beach, 1974)

Det dystre "On the Beach" fulgte "Harvest". Neil Young var tydeligt påvirket af Whittens død, og det udmøntede sig i en række introverte sange, der kredser sig om dødelighed og venskab.

"And there ain't nothin'/ Like a friend/ Who can tell you/ You're just pissin'/ In the wind," lyder det i "Ambulance Blues", en påmindelse om, at det altid er godt at have nogen til at fortælle én, når man tager fejl og er på den forkerte sti.

Like a Hurricane (American Stars 'n Bars, 1977)

"Like a Hurricane" blev skrevet på bagsædet af naboen, Taylor Phelps, Desoto Suburban i 1975, mens Neil Young var ved at komme sig oven på en operation af stemmebåndet. Han har spillet den på næsten alle sine turnéer lige siden.

Da han spillede sangen på Roskilde i 2001, fortsatte han, indtil den sidste streng på hans guitar var sprunget - til sidst måtte han dog hjælpe den resterende streng lidt på vej og ganske enkelt flå den af.

Rockin' in the Free World (Freedom, 1989)

Bruce Springsteens "Born in the U.S.A." lider lidt samme skæbne som "Rockin' in the Free World". Det kritiske budskab i versene overtrumfes klart af det fængende, enkle omkvæd. 

Sangen er skrevet under en turné i slut-80'erne. Neil Young og Frank "Poncho" Sampedro gik forbi adskillige aviser, hvorpå forsidebilledet viste Ayatollah Khomeinis krop blive båret til begravelse, mens amerikanske flag brændte i baggrunden. Det fik Sampedro til at udbryde: "Vi må hellere holde os langt væk fra Mellemøsten. Det er nok bedre, hvis vi fortsætter med at rocke i den frie verden." Mere skulle der ikke til, før Young havde en idé.

Pearl Jam er i øvrigt ret glade for sangen og spiller den tit til deres egne koncerter. De lavede også et helt album med Young i 1995, "Mirror Ball".

Harvest Moon (Harvest Moon, 1992)

Albummet "Harvest Moon" bliver betragtet som en slags efterfølger til "Harvest", fordi mange af de samme musikere går igen på begge album. Neil Young lod den elektriske guitar stå i holderen og tog i stedet fat i den akustiske guitar. Resultatet er en tilbagevenden til Youngs klassiske 70'er-lyd. Et godt eksempel er selve titelnummeret.

Angry World (Le Noise, 2010)

Produceren Daniel Lanois er kendt for sit arbejde på U2s album, produktionen på Bob Dylans rummelige "Time Out Of Mind" (1997) og sine sarte solo-album. Lidt mere hammer får den da på "Angry World", da Neil Young atter finder galden frem og spytter sin vrede ud over en forvrænget guitar.  

Albumtitlen er et spil på Lanois' efternavn - til trods for at det udtales mere som "Lan-Wha".

 

 

 

Driftin' Back (Psychedelic Pill, 2012)

MP3-filer er ikke Neil Youngs foretrukne format. Langt fra. Han har sågar lanceret sit eget lydformat, Pono. I sangen "Driftin' Back" fra 2012 giver han det digitale lydformat et par skud fra hoften. På den måde får han lige luft for sin bekymring om, hvorvidt et forringet lydformat også bevirker, at sangenes følelsesmæssige kvalitet forsvinder i støj - over 27 minutters lang jam. 

Billetter til aftenens koncert med Neil Young & Crazy Horse i Forum er i salg og kan skaffes via GAFFA Live

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA