Nyhed

Lovende danskere varmer op for Neil Young

Københavnerkvintetten The Woody Crushburn får æren af at spille opvarmning for den canadiske legende. Efter sigende med fuld godkendelse fra Young selv.

Københavnerkvintetten The Woody Crushburn får æren af at varme op for Neil Young & Crazy Horse i Forum i aften. Unægtelg en ære med modifikationer, for vi taler om noget af en uriaspost, når man skal spille ukendte sange for et øldrikkende og meget snakkende publikum, der forventningsfuldt venter på noget stort. Men også en gruppe, der efter sigende er godkendt af Young selv.

Der er ikke skrevet meget om bandet. Deres debutskive kom i maj og forsvandt vel i hele stresset op til sommerens festivaler, hvorfor der er skrevet meget lidt om dem. På YouTube har i underkanten af 500 lyttere i skrivende stund lyttet til deres single, "Housebroken" (hør den nedenfor), som ikke desto mindre glimrende illustrerer, hvordan den famøse Young-godkendelse kom i stand. For det er simpelthen god og gedigen folkrock, som man lavede det i start-1970'erne. Dengang da bands som Poco, The Flying Burrito Brothers og Eagles med afsæt i The Byrds og Youngs' egne aktiviteter i Crosby, Stills, Nash & Young formulerede en ny og frisk måde at spille countrymusik. Velspillende hippier, der leverede traditionen set gennem en stofladet psykedelisk prisme.

Jeg vælger at tro, at københavnernes navn hentyder til en dyb forelskelse i Woody Guthrie. Og med bottleneck-guitar så overbevisende, som man spiller det her i Maggie Bjørklunds hjemland, og sange, der peger mod den endeløse vej, der fortoner sig i en luftspejling langt ude i horisonten, synes The Woody Crushburn godt på vej. Men et er studiet. Nu skal de stå deres ultimative prøve: foran et publikum, der venter utålmodigt med stor forventning på noget andet.


Må The Woody Crushburn trænge gennem snakken og sætte festen i gang. Giv dem en chance.

ANNONCE