Nyhed

Politiet lukkede Snoop Doggs fest i Norge

Kan man sige, at naboerne fik nok af hundejammer midt om natten?

Efter at Snoop Dogg havde afsluttet en ifølge GAFFA Norge halvsløj koncert foran et halvfuldt Oslo Spektrum i går, fortsatte hans aften med en tur til Nesodden og Signalen Bar og Restaurant. Her skulle den amerikanske rapper stå for et eksklusiv dj-sæt, men det gik ikke helt som planlagt.

Måske fik Snoop Dogg svinget sig op i gear her, for efter en række klager over det høje lydniveau besluttede politiet sig for at lukke festen før planlagt tid.

- Fra klokken 00.30 og frem til lidt over 02.00 modtog vi omkring 80 klager over høj musik fra beboerne rundt om i Bærum. I løbet af perioden kom der en jævn strøm af klager fra folk, som ikke ligefrem var imponerede over støjniveauet, siger operationsleder i Asker og Bærum politidistrikt, Marius Vam, til VG.


Han oplyser også, at selvom arrangementet nærmede sig sin afslutning, fik politiet sat skub i processen.

Det er ikke første gang, at Snoop Dogg løber ind i problemer i Norge. I 2012 blev han stoppet i tolden i Kjevik Lufthavn, og her havde intet mindre end 227.000 kroner på sig i kontanter (man skal vel altid have lidt lommepenge på sig, når man er på ferie?) og otte gram marihuana. Han blev efterfølgende nægtet indrejse til Norge.

I aften giver han koncert i Vejle. Her spiller han en udsolgt koncert - dog i intime rammer, hvad nok også har hjulet på at fylde den danske sal helt ud. GAFFA Norges anmelder, Juliann Larsen, kvitterede med tre stjerner for gårsdagens koncert og skrev: "Har hunden glemt de gamle tricks? Det kunne næsten virke sådan." Du kan læse den fulde anmeldelse på norsk GAFFA her.

 Lad os lige varme op med en Snoop-klassiker, "Drop It Like It's Hot" feat. Pharrell Williams, her:

 

ANNONCE