x

Reportage: Til hiphop-festival i Senegal

Reportage: Til hiphop-festival i Senegal

Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

Jeg brugte de første uger af sommeren i Senegal, hvor jeg var rejst til for at opleve landets hiphopkultur og deltage i hiphop- og urban music-festivalen Festa2H (Festival Africain de Hip Hop). Rygterne lyder, at Senegal er stedet, det sker indenfor afrikansk hiphop, og uden at have sammenligningsgrundlag med andre afrikanske lande, kan jeg sige, at der i hvert fald sker meget i miljøet i Senegal.

Miljøets aktivistiske stemme er kendt for at skabe resultater i politiske anliggender. Og med flere street art-skoler, der har op til 1000 elever, fylder drømmen om en international hiphop karriere hverdagen for flere hundrede af områdets unge mænd og kvinder.

Som warm up til Festa2H afholdes rapkonkurrencen Flow Up. Den bedste rapper vinder et pengebeløb og en arrangeret tour, der forhåbentlig kan sætte start i karrieren.

Da jeg ankommer, er de første runder af konkurrencen lige gået i gang, og jeg når knapt at sætte mine fødder på senegalesisk grund, før jeg som enlig høne befinder mig blandt et halvt hundrede haner med kulturens moderigtige kasketter og bukserne fæstnet så langt nede, at mine bedstemødre ville komme med snerpede bemærkninger.

Det er street art-skolen og kulturcenteret Africulturban, der står bag festivalen. Centeret befinder sig godt 30 minutters kørsel uden for Dakar i forstaden Pikine, der af de lokale omtales som ghettoen. Selvom det ikke anbefales at gå rundt i gaderne efter klokken 2 om natten, virker området som en rimelig rolig forstad. Eller så rolig, en forstad kan være, når populationen er cirka den samme som i København.

De første Flow Up-koncerter bliver afholdt på den lille scene i Africulturbans gårdhave, og de mere eller mindre talentfulde rappere og R 'n' B-sangere giver deres bedste til et støt hoppende og håndtegnskastende publikum.

Jeg holder mig lidt i baggrunden. Der er enkelte af de optrædende, der har et så lækkert beat og medrivende flow, at jeg bevæger mig ind i den hoppende masse. Men ellers er jeg ikke just imponeret af talentmassen. De værste tilfælde synger uhyrligt falsk, og ved de fleste andre savner jeg en mere lokal og original lyd. Lyden er utrolig klicheagtig, som var den taget fra et hvilket som helst beat fra USA's undergrundsscene.

Det er ikke bare, mig der mener, der savner en originalitet hos de unge rappere. Jeg møder flere, der kritiserer den nye generation for at være lige lovligt inspireret af lyden i amerikansk hiphop. Og også indholdsmæssigt er der flere, der mener, at de er på afveje. For hvor den senegalesiske hiphop oprindeligt var en stærk socialbevægelse født af en aktivisme mod systemet, har den nye generation solgt de sociale værdier og erstattet dem med en lovprisning af sig selv.

"Hvor de gamle rappere sang, om den verden vi lever i, og lod deres rap være et oprør mod statsmagten og den sociale orden, er der nu tendens til at kopiere hiphoppen fra USA. Og selvom teksterne ikke handler om 'bitches', 'guns' og 'drugs', er de blevet mere egocentrerede, end den socialistiske slagkraft som senegalesisk hiphop er født af" fortæller DJ Ozz, som to gange om ugen tager pulsen på den lokale hiphop i sit program på den lokale radiostation.

Foruden den politiske aktivisme har senegalesisk rap fra sin begyndelse i starten af 90'erne også handlet om at vise et andet og mere succesfuldt Afrika, end den lidelseshistorie medierne gerne fortæller. Noget, den nye generation trods alt har taget til sig, og når de optrædende på scenen råber "Afrika er fremtiden", kommer der endnu mere liv i den energiske masse foran scenen.

At der er overskud blandt befolkningen, i et land der ellers er plaget af 50 procent arbejdsløshed, er jeg ikke i tvivl om. I særdelshed er jeg fascineret af den imødekommenhed, jeg bliver mødt med fra alle sider, også af dem, der ellers ser ud til, at de er pillet ud af filmenes hårdkogte gangstermiljøer. Jeg har en idé om, at drømmen om musikkarrierer er med til at skabe tro og mening til den hverdag, der ellers kan virke hård.

I det hele taget syder stemningen af hjertelig entusiasme og et altovervejende engagement. Og selvom det nok er for meget at forklare det med det faktum, at druk og røg nærmest er ikke eksisterende i den muslimske kultur, er det dejligt forfriskende, i forhold til hvordan druk og misbrug gerne bliver forbundet med hiphopkulturer andre steder i verden.

Ægte festivallykke trods dårlig lyd

Hvor jeg måske var lidt skeptisk over talentmassen ved Flow Up konkurrencen, var det lokale publikum næsten ikke til at styre, da finalen fandt sted i centrum af Dakar på Festa2Hs officielle åbningsdag.

Her fyldte små tusind pladsen ud foran den store scene, og der blev både fyret fyrværkeri af og tændt ild til spraydåser ude i menneskemængden, mens finlisterne rappede sig mod en sejr.

Festa2H har både rappere, dj's, dansere og graffitimalere på programmet i løbet af festivalen fem dage. Og foruden Senegal var blandt andet Zimbabwe, Mauretanien, Europa og USA repræsenteret på festivalen med både mindre og større navne. Heriblandt den amerikanske rapdronning Akua Naru.

Ligesom Roskilde foregår Festa2H fra torsdag til søndag, og det imponerede program har både rappere, dj's, dansere og graffitimalere fra blandt andet Zimbabwe, Mauretanien og Europa, og fra USA fik vi den kvindelige rapper Akua Naru.

Jeg havde særligt set frem til at opleve Matador og Fou Malada på scenen i løbet af festiavlen. Matador er anset for at være én af de allerførste på den senegalesiske hiphopscene og ham, der i 2006 startede Africulturban, der i dag er ledet af manageren Amadou Fall Ba. Siden har Fou Malada åbnet street art-skolen G hiphop lidt længere ude i Pikine, og han er kendt for at være en af de bærende kræfter i bevægelsen Y'en a Mara ("Vi har fået nok"), der blandet andet via rap-udgivelser havde en afgørende rolle, da den forrige præsident efter 12 år ved magten tabte sidste valg i 2012.

Min oplevelse af de to grand-old rappere var dog en anelse flad, og jeg tror, det skyldes den relative dårlige lyd, som festivalens lydmænd kæmpede med under hele festivalen, og som festivalledelsen undskyldte meget over. Ikke desto mindre satte det desværre en dæmper på min festivaloplevelse. Jeg er dog blevet fortalt, at det ikke er typisk for festivalen at have den type problemer:

"Teknikken og lyden plejer at være lige så velfungerende, som vi kender det i Danmark", fortæller danske DJ Exampler, der foruden i år var på festivalprogrammet i 2010 og 2011.

Det øvrige publikum lader sig imidlertid ikke genere af lydproblemer, hverken da Matador eller Fou Malada er på scenen. Og ligesom jeg troede at publikums energiniveau havde nået sit højeste, eskalerer det fuldstændigt, da det er blevet tid til franske Médine. På publikumsreaktion er der ingen tvivl om, at han er hovednavnet på dette års program.

Det er først på festivalens sidste dag, hvor koncerterne atter er rykket til Africulturban, at trætheden begynder at melde sig. Og da den dansk/senegalesiske duo Fouma System som sidste band i festivalenden skal lukke ballet, har publikum trukket sig til bænkene og stolene i udkanten af pladsen.

Men på opfordring af duoens rapper og sanger Mustaf Mbaye og med DJ Examplers fortryllende beats lykkes det de to at afslutte festivalen med fælles dans blandt publikum. Det blev en søndagsafslutning, der satte streg under den følelse af lykke, som mine ti dage i miljøet har frembragte, uanset hvad jeg ellers har haft at sige om talentmassen og om lyden.

Urban living i Dakars ghetto

Min følelse af lykke skyldes særligt oplevelsen af at være en del af verdens globale fællesskab. Der er noget forunderligt overraskende ved at finde en ungdomskultur, der er præcis så kosmopolitisk, som vi unge i Danmark er.

De fleste, af de unge rappere, der benytter sig af Africulturbans tilbud om træning i hiphoppens discipliner og sprogundervisning, har kun få års skolegang, og de færreste har arbejde. Flere af de unge lever fra dag til dag, og det er nærmiljøets kollektive bevidsthed, der sørger for, at de ikke går sultne i seng.

Og selvom mange lod mig vide, at livet i ghettoen ikke er let, var der hverken mismod eller en offermentalitet at spore hos dem.

For mig at se lader det til, at en del af de unge rappers gåpåmod og internationale udsyn er skabt af en altoverskyggende drøm og stræben efter en international musikkarriere, som de fleste vil bruge til at skabe forbedringer i deres lokalsamfund. Men det er selvfølgelig også, hvad hiphoppen i Senegal er født af.

Som henholdsvis initiativer tager og leder af Africulturban og Festa2H lægger Matador og Amadou Fall Ba vægt på at både kulturcenteret og festivalen nok handler om at samle det senegalesiske hiphopmiljø, men først og fremmeste ønsker de at uddanne de unge i urban livstil:

"Første gang vi afholdt Festa2H, var det først og fremmest for at samle og hylde afrikansk hiphop. Men i dag er det lige så meget for at skabe et internationalt udsyn og en kosmopolitisk tankegang hos de lokale unge. Det er ungdommen, der er Senegals og Afrikas fremtid, og det er dem, der kan skabe forandringer. Derfor handler festivalen ligeså meget om kulturmødet blandt kunstnere og publikum fra hele verden, som den handler om afrikansk hip hop," fortæller han.

Tidligt under mit ophold i miljøet overraskede det mig, hvor stor lighed der er mellem de unge i miljøet i Senegal og de hiphopmiljøer, jeg kender fra Danmark og Vesten. Følelsen af at hiphoppen og kunsten lukker op for kulturforskellen og gør os alle en del af et globalt fællesskab, det kan selv ikke dårlig lyd og haltende talenter ødelægge.

Se flere billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA