Den fjerde koncert i KB Hallen arrangeres nu 11. marts
At sælge billetter til en Thomas Helmig-koncert er som at sælge fadøl til fodboldfans. Der er rift om dem, og når der er udsolgt, brokker folk sig, til der kommer flere i salg.
Derfor kan vi nu meddele, at Thomas Helmig 11. marts stiller op til den tredje ekstrakoncert i KB Hallen, hvilket betyder, at han allerede har solgt 9.000 billetter i byen og er godt på vej mod at sælge 12.000 i alt.
Der er desuden blevet arrangeret en ekstrakoncert 3. februar i Ringsted, og ekstrakoncerten i Århus 1. april er tæt på at være udsolgt, og det samme gælder koncerten 1. februar i Roskilde, hvor Helmig tager hul på sin turné.
Den århusianske sangskriver har heller ikke de store problemer med at komme af med eksemplarer af sit seneste album. Ved sidste optælling havde "Helmig Herfra" passeret de 80.000 eksemplarer, hvilket svarer til dobbelt platin her i landet.