Nyhed

Kings of Leon aflyser koncerter efter trafikuheld

Trommeslageren i det amerikanske rockband kom til skade efter et uheld i lørdags

Kings Of Leon har været nødt til at aflyse en række koncerter, efter at de lørdag aften var involveret i et trafikuheld i Boston, Massachusetts. 

Det kostede trommeslager Nathan Followill (billedet yderst til højre) adskillige brækkede ribben, da en fodgænger uden varsel sprang ud foran bandets tourbus. Chaufføren måtte foretage en hård opbremsning, hvilket resulterede i, at bandet blev kastet rundt i kabinen. Værst gik det altså ud over trommeslageren og hans ribben. På Facebook beroliger bandet dog fans og skriver, at "Nathan bliver behandlet for brækkede ribben, men klarer sig fint."

Trommeslageren har da også selv været ved tasterne og har tweetet, at han nok skal klare sig:


 

Bandet, der består af de tre brødre Caleb, Jared og Nathan Followill og deres fætter Matthew Followill, har siden 2003 udgivet seks album. Seneste udspil var "Mechanical Bull" fra sidste år. Albummet gik ikke rent ind hos GAFFAs Lars Löbner Jeppesen, der kvitterede med tre stjerner og skrev: "Første halvdel lægger nemlig medrivende fra land med den ualmindeligt fængende single Supersoaker, den charmerende og møghamrende groovy Rock City og den bidske Don't Matter med en fremdrift som debutens forfriskende knoldesparker-rock. Herefter kommer vi over i det ballade-mode, der på de seneste par udspil har mangedoblet gruppens fanskare, men også har skræmt store dele af de oprindelige fans væk." 


Bandet brød for alvor igennem med hittet "Sex On Fire" fra 2008. Hittet blev skrevet af forsanger Caleb Followill, mens han led af en brækket skulder efter et slagsmål med sin bror, trommeslager Nathan Followill. Hvem ved, måske vil Nathan Followill denne gang have næste hit på læberne, mens han kommer sig oven på sine brækkede ribben.

ANNONCE