80 år er ingen alder for troldmanden fra Montreal
Leonard Cohen har i sinde at fejre sin 80-års fødselsdag med manér. Han vil nemlig udgive et nyt album dagen efter den store dag. Det skriver Rolling Stone.
Albummet, som indtil videre har fået titlen "Popular Problems, er på Amazon Frankrig sat til at udkomme den 22. september, dagen efter Cohens fødselsdag.
Det er dog ikke gjort officielt endnu, men nyheden om udgivelsen stammer fra sidste uge, hvor en officielt anerkendt fan-konvention blev afholdt i Dublin, Leonard Cohen Event 2014. Jarkko Arjatsalo, som er administrator for Cohens egen hjemmeside og som tjener som talerør mellem Cohen og hans fanbase, fortalte her:
"Leonard har arbejdet hårdt på sit næste studiealbum bestående udelukkende af nye sange. Han har bedt mig lade jer vide, at Popular Problems vil blive udgivet i slutningen af september, kort tid efter hans 80-års fødselsdag."
Leonard Cohens seneste udspil, "Old Ideas", stammer fra 2012. GAFFAs Lars Löbner Jeppesen kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Kommandør Cohen begaver igen med endeløs dybde og indsigt."
I Danmark fejres Leonard Cohens fødselsdag også. Amager Bio lægger scene til en hyldestkoncert på fødselsdagen. Manden bag koncerten, som har titlen "Kort til Cohen", er Anders Dohn, der har arbejdet med fødselarens sange i ti år. Han stod bag albummet "På Danske Læber" i 2004, hvor flere af dansk musiks superligaspillere, blandt andre Steffen Brandt & Tina Dickow, Nikolaj Nørlund og Swan Lee, medvirkede med Dohns og egne gendigtninger. Anders Dohn arbejdede efterfølgende på flere gendigtninger, som han og en kvintet netop har været i studiet for at indspille. Billetter til koncerten kan erhverves via Billetnet.
Torsdag den 18. september klokken 16-17.30 kan du i øvrigt opleve den mangeårige GAFFA-skribent og Cohen-ekspert Espen Strunk holde foredraget "Det knuste Hallelujah" på Hovedbiblioteket i Aarhus. Der er gratis adgang.
Lad os indtil fordybe os i Cohens klassiker, "Tower Of Song", her: