Mød Tina Dickow i intime rammer

Mød Tina Dickow i intime rammer

Mandag den 25. august udgiver Tina Dickow sit ottende studiealbum, "Whispers" (hvis man medregner den tredobbelte ep "A Beginning, A Detour, An Open Ending" fra 2008 og fraregner opsamlingen "Welcome Back Colour" fra 2010). Et album, som allerede har fået en flot firstjernet anmeldelse (ud af fem) i det ansete engelske musikmagasin Mojo. Nu bliver der mulighed for at komme til forpremiere på udspillet i intime rammer, når Hi-Fi Scenen og sangerinden selv præsenterer "Whispers" ved et særligt arrangement i København.

Hi-Fi Scenen har gennem snart to år sat den gode lyd på dagsordenen med det enkle koncept: Albums med den mest spændende lyd præsenteret i optimale rammer – af kunstneren selv.

Tina Dickow vil selv være til stede ved arrangementet, hvor hun bliver interviewet om albummets lyd og udtryk af radiovært på P6Beat, Carsten Holm.

- Jeg ser frem til at spille albummet for folk under så fine lydforhold. At spille albummet for entusiaster giver en sjov vinkel, hvor der bliver plads til nogle andre deltaljer. Det er selvfølgelig også en lille smule nervepirrende, for det er meget afslørende. Men det er et album, som jeg er afsindigt stolt af, så det bliver fedt at dele det, siger Tina Dickow og fortsætter:

- Og jeg er med på det tog, hvor vi siger: Nu er det nok. Vi må se, om vi ikke kan få musik til at leve lidt igen og få nogle flere nuancer med, frem for at det bare skal lyde højt i radioen. Jeg tror, det er farligt for vores hjerner med den forfladigelse, der er i gang i forhold til, hvordan musik lyder. Der er så mange deltaljer og dybder, som vores ører aldrig får liv til at opleve. Vi får bare en lyd, der er helt flad og udynamisk, siger Tina Dickow.

Den danske sangerinde sangskriver har selv, under mottoet "less is more", produceret "Whispers" i samarbejde med sin mand Helgi Jónsson – parret blev gift i sidste måned – i deres hjemmestudie i udkanten af Reykjavik. Dickow fortalte under sin koncert på Smukfest i fredags, at der er tale om et lyttealbum, som appellerer mere til nærlytning end til dans, og det bliver der så god lejlighed til hos Hi-Fi Klubben.

"Hi-Fi Scenen præsenterer: Tina Dickows 'Whispers''' foregår 21. august klokken 18.30 i Hi-Fi Klubben på Åboulevard i København, og selve albummet udkommer som sagt den følgende mandag, 25. august. Meget få billetter udloddes til det intime arrangement, Og de kan kun fås via en lodtrækning på Hi-Fi Klubbens hjemmeside.

Hi-Fi Scenen er udviklet af Hi-Fi Klubben og branding-firmaet Volume og har eksisteret siden efteråret 2012. Filosofien er at fremhæve værdien af god og spændende lyd i en tid, hvor klange og nuancer presses sammen til radio- og mp3-formater med mere. I sin levetid har arrangementsrækken præsenteret albums fra navne som Trentemøller, Efterklang og When Saints Go Machine, og konceptet har også bredt sig til Norge, Sverige og Holland.

I GAFFA september, der er på gaden 5. september, kan du i øvrigt læse et stort interview med Tina Dickow.

Se musikvideoen til et af de nye numre, "Someone You Love", der også kan høres i en version med Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm i filmen "En, Du Elsker":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA