x

Corabelle aflyst

Corabelle aflyst

Folkene bag Roskilde Festivals elektronika-lillesøster Corabelle har netop oplyst, at festivalen, der skulle have fundet sted på lørdag den 23. august i Hedehusene ved Roskilde, er aflyst grundet svigtende billetsalg.

Festivalen skulle blandt andet præsenteret navne som Chase & Status, Knife Party, Moodyman, CHLLNGR og Buda.

Roskilde Festival-gruppens administrerende direktør Henrik Rasmussen udtaler:
 
"Vi har med Corabelle prøvet at skabe noget helt nyt og markant anderledes: en 18 timers rejse i et helt unikt univers skabt omkring den elektroniske scene. Desværre har det vist sig, at tiden ikke er moden til det. Her en uge før at Corabelle skulle have fundet sted, er der ikke tilstrækkeligt med deltagere til at skabe den oplevelse, vi gerne vil med Corabelle. Vi er meget kede af at måtte aflyse, men vi føler, at det er det mest ansvarlige at gøre. Det koster os mere at aflyse, end hvis vi havde gennemført med færre deltagere end beregnet. Men vi synes ikke, at det er fair at gennemføre – hverken over for dem der har købt billet til eventen eller over for vores partnere. For det ville ikke have været den event, som vi og de havde forventninger til."

Om baggrunden for det svigtende billetsalg siger Henrik Rasmussen:

"Vores ambition har været at skabe en helt ny event, som ikke tidligere er set i Danmark. Vi troede, at det var nu, men det var det desværre ikke. Hvad grunden til det er, er svært at give et entydigt svar på; det skal vi til at evaluere nu."

Alle, der har købt billet til Corabelle får deres billet refunderet, og Fonden Roskilde Festival sørger også for, at partnere og kunstnere får betaling som lovet. Der bliver taget kontakt direkte til billetkøbere.
 
"Det er vigtigt for os som ansvarlig arrangør, at vi betaler enhver sit, også selv om eventen ikke gennemføres", siger Henrik Rasmussen.

Det er ikke afgjort, om Corabelle skal gennemføres på et senere tidspunkt.

Skal turde tage chancer

GAFFA har fanget Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde for en uddybende kommentar:

Hvor langt var I fra at nå det antal solgte billetter, som I havde håbet på?

– Vi havde solgt cirka 2000 billetter og havde satset på mininum 5000 for at give deltagerne og de optrædende den festival, vi havde håbet på.

I har ofte udsolgt til Roskilde Festival. Hvad er der gået galt denne gang, siden I har taget så meget fejl af publikum?

– Det er det, vi skal evaluere nu, men Corabelle har været en helt unik begivenhed, et helt særligt univers, og det har folk altså ikke været klar til. Men det er vigtigt for en festival som Roskilde at turde tage chancer og prøve noget nyt, og det indebærer desværre, at vi kan blive nødt til at træffe en så kedelig beslutning, som det er at aflyse festivalen. Selvom det er vores klare indtryk, at der er stor interesse for den elektroniske musik.

Hvor mange penge kommer I til at tabe på det her?

– Det har vi slet ikke noget overblik over endnu.

Men taler vi millioner?

– Ja, det ender nok med et encifret millionbeløb. Men det er vigtigt for os at være ansvarlige og fair, og derfor betaler vi alle de optrædende og partnere det, vi skylder dem.

Kommer aflysningen til at gå ud over Roskilde Festivals program næste år?

– Nej, vi kan godt bære et tab i den størrelsesorden.

Har navnene på Corabelle-programmet været for ukendte?

– Nej, det synes jeg ikke. Ikke alle kunstnere er lige kendte, men der har da været markante hovednavne som Chase & Status og Knife Party.

Handler aflysningen om, at der simpelthen er for mange festivaler i det danske sommerland?

– Nej, det tror jeg ikke, både NorthSide, Roskilde og Smukfest har jo haft udsolgt, så det tyder på en stor interesse for danske festivaler.

Ligger I for tæt på Strøm Festival, som jo blev afholdt i sidste uge i København?

– Det mener jeg heller ikke, for Corabelle er jo helt anden begivenhed end Strøm, selvom begge festivaler fokuserer på elektronisk musik. Men Corabelle ligger jo sent på sæsonen, og det betyder, at folk ikke har købt billet, mens de har været på sommerferie, så vi havde forventet, at billetsalget først ville rykke, når vi kom tæt på festivalen. Men det har det altså desværre ikke gjort.

Vender Corabelle tilbage på et senere tidspunkt?

– Det håber vi meget, for vi mener, at der er et grundlag for festivalen. Der er en del elektroniske festivaler, men der mangler en stor, samlende begivenhed som Corabelle. Men hvornår det sker, aner vi ikke lige nu.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA