Nyhed

Nyt U2-album til september

Rygterne svirrer om en ny, pludselig U2-udgivelse inden for de næste par måneder

Der er en lille chance for, at U2-fans får et nyt album fra de irske stadium-rockere, før året er omme. Faktisk vil rygtet, at et nyt album kunne komme allerede næste måned. Det skriver Rolling Stone. 

For nogle måneder siden lød rygtet ellers på det stik modsatte; at bandet i stedet ville udskyde en mulig albumudgivelse til 2015, så de havde nok tid til at gennemarbejde sangmateriale med producer Paul Epworth. En talsmand fra bandet har nu dementeret det rygte over for Rolling Stone og sagt, at den deadline er helt ved siden af: "Vi har altid sagt, at et nyt album var at forvente i år."

Nyhederne stemmer overens med forlydender fra den irske presse om, at albummet kommer inden for de næste par måneder, og Universal Music Venezuela og Universal Music Columbia har allerede været ved tasterne og tweetet, at albummet udkommer til september.

Uanset hvad synes U2 at være hårdt i gang med forberedelserne. Den franske avis Nice-Matin skrev i forrige uge, at Bono & co. filmede en musikvideo i Nice, Frankrig, og ifølge en citeret kilde til Irish Times udkommer en single til september, et album i september eller oktober, samt annonceringen af en turné i december med start i april næste år. "Man mener," står der i artiklen, via U2 fansiden atu2.com, "at bandet vil udgive albummet uden den fanfare der sædvanligvis forbindes med et nyt U2-album."


Tidligere i år forsøgte U2 at søsætte albummet med vanlig storstilet opmærksomhed, da de debuterede den nye single "Invisible" i en reklame ved det stort anlagte Super Bowl-arrangement i New Jersey. Den blev samtidig gjort tilgængelig for fans som gratis download på iTunes. De spillede også sangen på taget af Rockefeller Center under Jimmy Fallons første show som vært for Tonight Show With Jimmy Fallon. Det lykkedes da også sangen at komme på hitlister verden over, men den fomåede ikke at blive et kæmpehit, og uger senere spredte rygtet sig, at albummets udgivelse atter blev skubbet.

Tidligere i år har guitarist The Edge fortalt om det nye album til Rolling Stones David Fricke. Her sagde han: "Vi vil virkelig gerne have at sangene er de rigtige. Det er den eneste grund til, at vi ikke er på turné - fordi vi er gode til at begynde, ikke så gode til at afslutte. Sådan har det altid været."

Det er fem år siden, at U2 sidst udgav album. Det skete med det mere afdæmpede "No Line On The Horizon" fra 2009. Skiftet fra 00'ernes tidligere bombastiske stadionrock til et mere underspillet udtryk faldt i GAFFAs Lars Löbner Jeppesens smag. Han kvitterede med fem stjerner og skrev: "Det er noget af en triumf, at U2 denne gang ikke lyder kalkulerende mod stadions, men derimod sigter efter noget så intimt som høretelefoner."


Du kan gense U2 på toppen af Rockefeller Center med singlen "Invisible" her:

ANNONCE