x

Caspar David klar med debut

Caspar David klar med debut

Historien om Caspar Davids vej til en pladekontrakt er ikke af en type, man møder ret tit. Den nu 31-årige sangskriver var for et par år siden fordybet i sin ph.d.-afhandling på teologi, der beskæftigede sig med uforanderlighed i europæisk filosofi- og teologihistorie.

Men forunderligt nok genfandt David under dette forløb en interesse for sangskrivning, der ellers havde ligget uberørt siden teenageårene, og det resulterede i, at han på en kort periode skrev over 80 sange.

Hans demo kom via Peter Sommer pladeselskabet Sony BMG for øre, og det resulterede i en pladekontrakt.

Caspar Davids debut, "Let The Past Begin", udkommer den 22. januar 2007. Albummet er produceret af Rune Westberg (Saybia, Carpark North m.fl.) og mikset af Rune Westberg, Jon Schumann og Bob Clearmountain (Paul McCartney, Bruce Springsteen, The Who m.fl.). Blandt musikerne medvirker Lise Westzynthius, Søren Bigum og Amanda Kvartetten.

Der er desuden mulighed for at opleve Caspar David live, når han til en showcase på Vega 17. januar giver en smagsprøve på sangene fra det kommende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA