x

Nyt Leonard Cohen-album lige om hjørnet

Nyt Leonard Cohen-album lige om hjørnet

"Popular Problems" er titlen på Leonard Cohens kommende album, som er det 13. studiealbum fra veteranen. Albummet har været et rygte de sidste par uger, men er nu officielt bekræftet af pladeselskabet Sony Music. Cohen stemme er at høre eller genhøre allerede den 23. september, når albummet kommer på gaden. Se tracklisten med de ni numre nedenfor.

Singleforløberen på albummet er nummeret "Almost Like The Blues", som GAFFA præsenterede i går. Og det kan nu altså afsløres, at albummet udkommer to dage efter 80 års fødselsdagen for den ældre, men ustoppelige herre.

Canadieren Cohen kan både skrive sangskriver, digter og forfatter på CV'et. Hans sange er hørt om og om igen, og specielt hittet "Hallelujah" har været på de flestes læber og er genfortolket utallige gange. Cohen er meget anerkendt i musikverdenen, hvilket afspejles i, at han både er en del af Canadian Music Hall of Fame og Canadian Songwriters Hall of Fame og har udnævnt som Officer of the Order of Canada. Sidstnævnte er den største pris i Canada, man kan få tildelt som civilist. Han har også modtaget en Grammy Lifetime Achievement Award, er medlem af Rock and Roll Hall of Fame og meget mere.

Sidste sommer gav Leonard Cohen koncert i Kongens Have, Odense, som blev mødt med jubel fra publikum. GAFFAs Morten Ebert Larsen karakteriserede Cohen og hans band i sin anmeldelse med ordene: "Uhyggeligt velspillende", "en af musikkens allerstørste" og "legesyg". Dertil kvitterede han med fem stjerner for hans optræden.

Selvom Cohen er blevet en del ældre, siden han debuterede tilbage i 1967 lader det til, at sangskriveren stadig har sans for at optræde og indspille musik. Om få uger kan du selv vurdere, om han stadig er på toppen.

Albummet er produceret af Patrick Leonard, som også medvirkede på forgængeren "Old Ideas" fra 2012.

Tracklisten er som følger:

1. Slow
2. Almost Like The Blues
3. Samson In New Orleans
4. A Street
5. Did I Ever Love You
6. My Oh My
7. Nevermind
8. Born In Chains
9. You Got Me Singing 

Hør singlen, "Almost Like The Blues" her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA