Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Festivalsæsonen er så småt ved at gå på hæld, men fortvivl ikke, der er masser af gode koncerter og enkelte festivaler i vente

Vi nærmer os med hastige skridt slutningen af august. For mange betyder september måned studiestart, og at sommerferien samtidig er slut. Vi træder med andre ord ind i den mere trivielle hverdag. Af netop denne grund er der god grund til at glæde sig over de mange musikalske arrangementer, der udfolder sig i denne weekend.

Der er festivaler i Odense og på Bornholm, som byder på flere interessante navne. Der er intime solokoncerter, symfoni- og popmusik i synergikoncert, gamle kendinge i nye konstellationer og meget andet.

 


TORSDAG DEN 21. AUGUST

 

Aarhus


Flux Festival, Radar og A- og B-huset ved Godsbanen

Aarhus-festival med fokus på det kompromisløse, udfordrende og eksperimenterende. Oplev Birthgiving Toad, Blod, Communions, Dature, Gäy, Glow Kit, Gooms, Hahn Kult, Jonas Frederiksen, Morgan Square, Lower, Plants, Puce Mary, Shiggajon, SOL, Slængs, Teen Beams, The Wands, Yung med flere, i alt 22 navne i dagene 21.-23. august.

Bornholm


Wonderfestiwall, fra den 21-24. august.

Wonderfestiwall på Bornholm byder på et slaraffenland af musik for foden af borgruinen Hammershus. Den intime festival byder på store musikalske navne i prægtige og æstetiske omgivelser. Hvis du ikke allerede har fået dit festival-fix, har du her muligheden for at opleve kunstnere som Mads Langer, Ukendt Kunstner & S!vas, Oh Land, Teitur, Lukas Graham, Suspekt og mange flere.    

Køge


Søren Huss, kirkekoncert i Køge Kirke, klokken 19.30

Intim- og solokoncerten med Søren Huss i Køge Kirke er den første af slagsen – flere følger i september. Med soloalbummet "Troen og ingen" fra 2010 bed Søren Huss sig fast som soloartist. Et album, der vender vrangen ud på alle følelser og igennem ord beskriver følelsen af afmagt, sorg, vrede og kærlighed. Følelser, der kommer lige fra hjertet og udspringer af tabet af Huss' kæreste – og deres datters alvorlige kvæstelser – i en trafikulykke. Intimkoncerten er et tilløbsstykke, og der er i skrivende stund få billetter tilbage.

GAFFA-anmelder Morten Ebert Larsen uddelte fire stjerner, da Søren Huss gæstede Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Her skrev han: "Huss med seler hængende nede om anklerne og ellers klædt helt i sort åbnede med tre af de gribende skæringer fra "Troen Og Ingen". På flygelet fik vi først titelnummeret, så "Som Mejslet I Massiv Granit" og derefter "Du Er". Tre sange med så meget patos og så uendeligt meget på hjerte."


 

FREDAG DEN 22.AUGUST

København


Medina & Tivolis Symfoniorkester, Plænen, Tivoli (billedet)

Fredag aften står den på symfonisk supernova-pop på Plænen. Hverken Medina eller Tivolis Symfoniorkester kræver yderligere introduktion. Denne unikke konstellation med Danmarks ukronede popprinsesse og hendes band akkompagneret af symfoniorkesterets berusende lyd lukker op for en musikalsk oplevelse, som skiller sig ud fra det meste.

Mighty Music Festival, High Voltage, den 22 – 23. august


Det danske metal-label Mighty Music er vært for en to-dages fest i hjertet af København, der gæstes af både danske og udenlandske bands. Her kan du opleve bands som Broadway Killers fra Danmark, Herod fra Frankrig og mange andre rockbands.    

Aarhus

Carpark North, Tivoli Friheden


De pompøse elektrorockere har turneret hele sommeren og rammer nu Aarhus, hvor de blev dannet tilbage i 1999. Forvent store armvægelser og masser af sange, du kan synge med på.

Odense

Østkyst Hustlers, HCA-Festival


Til H.C. Andersen-festivalen i Odense centrum vil Østkyst Hustlers sørge for, at den ikke "får for lidt". Det efterhånden aldrende rapband sætter gang i festen med deres funky beats og uforlignelige rim og hvem ved, måske "verdens længste rap". GAFFAs anmelder Anders Hjortskov kvitterede med fire stjerner, da Østkyst Hustlers i 2012 optrådte på Fatter Eskil i Aarhus og skrev: "med satiriske kommentarer til 90'ernes livsstil med glasborde, vinrack og gusten hud, med en folkelighed og med gennemførte bluesrock-beats er de tre Hustlers bestemt værd at mindes som et af årtiets mest populære rap-fænomener".      

 

LØRDAG DEN 23. AUGUST


København

Tropkillaz, Rust

Brasilianske Tropkillaz, som blev offer for aflysningen af Corabelle-festivalen tidligere på ugen, rykker ind på Rust i stedet for. Her vil de massere publikums øre med deres tropikalske trap, der allerede er blevet rost af anerkendte dj's som Steve Aoki og Diplo.


The Damned, Pumpehuset

Punklegenderne er klar til "Anarchy, Chaos and Destruction" lørdag aften i Pumpehuset. Det britiske punkband, som er gået i opløsning utallige gange, har fundet rytmen igen. Med sangeren Dave Vanian – det eneste konstante medlem – i spidsen kan man godt tillade sig at sætte forventningerne højt.

Aarhus


MC's Fight Night-kvalifikationsfinale og DM i Mix-finale, Train

MC's Fight Night og DM I MIX slår sig i år sammen til ét kæmpe stort hiphop-arrangement i Aarhus. For den samme billetpris får det jyske publikum altså både de bedste MC's og DJ's i battle-aktion, når DM I MIX-finalen & MC's Fight Night-kvalifikationsfinalen afholdes på Train lørdag klokken 19.

MC's Fight Night styres af kamplederen UFO, imens DJ Noize vælger de hårde battle beats. Dommertrioen består i 2014 af to tidligere champs: Pede B og Søren Strøm, som ledsages af pladeaktuelle Yepha.

Odense


S!vas & Ukendt Kunstner, HCA- Festival

S!vas og Ukendt Kunstner optræder til H.C. Andersen Festival og vil lade festen køre "D.a.u.d.a" med numre som "Stein Bagger" og "Kbhavana".    

 


BONUSINFO:

Panamah og Truls, Glassalen i Tivoli, torsdag er aflyst

Koncerten i Glassalen er blevet aflyst grundet svigtende billetsalg. Programchef Rune Erbs udtaler: – Vejret har været for godt hen over sommeren til at folk har ville købe billetter. Det oplever alle arrangører med koncerter inden døre. Vi har derfor sammen med Panamah og Truls managements taget konsekvensen og aflyst, samt ser på hvordan vi alligevel kan få begge bands i Tivoli i fremtiden.


Gutter Island på Masnedøfortet 22-23. august er udsolgt.

Billetterne til garagerockfestivalen er udsolgt. 

ANNONCE