x

MC's Fight Night og DM i Mix slår sig sammen

MC's Fight Night og DM i Mix slår sig sammen

MC's Fight Night og DM I MIX slår sig i år sammen til ét kæmpe stort hiphop-arrangement i Aarhus. For den samme billetpris får det jyske publikum altså både de bedste mc's og dj's i battle-aktion, når DM I MIX-finalen og MC's Fight Night-kvalifikationsfinalen afholdes på Train lørdag den 23. august klokken 19.

Vinderen i DM i Mix modtager præmier til en samlet værdi af ca. 10.000 kr. ud over rejse og hotel til VM i London 5. oktober og sponsoraftalen med Ortofon. 2. pladsen får præmier til en værdi af ca. 7.500 kr., mens 3. pladsen får præmier til en værdi af ca. 5.000 kr. Sidste års vinder var Katrine Kcl (billedet), i øvrigt den første kvindelige vinder af DM i Mix. Dommerkomitéen er DJ Noize, DJ FMD og DJ Zoo.

MC's Fight Night styres af kamplederen UFO, imens DJ Noize vælger de hårde battle-beats. Dommertrioen består i 2014 af to tidligere vindere, Pede B og Søren Strøm, som ledsages af pladeaktuelle Yepha.

Finalen til MC's Fight Night finder sted i Koncerthuset i København 27. september.

Vinderen af MC's Fight Night modtager en skattefri check på 40.000 kr. Derudover er der også, med arrangørernes ord, kolde kontanter fra den skattefri kasse til vinderene af Øst- & Vestfinalerne. Der vil være 5000 kroner skattefrit til vinderen af kvalifikationsfinalen på Train. Sidste års finalevinder var MC Ollie, som også vandt i 2011.

Vinderen af finaleaftenens bedste punchline får den 24 karat-guldbelagte mikrofon, "Golden Mic". Aftenens bedste punchline kåres lige før selve finalen den 27. september.

Find billetter til Train-kval-finalen/finalen via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA