x

Jeff Buckley – Smertens søn

Jeff Buckley – Smertens søn

New York, 1992

Den lille bar i East Village er fyldt til bristepunktet. Det sker let, for stedet er ikke meget større end en toværelses lejlighed. Gæsterne er en blanding af forfatterspirer, musikere og studerende, der holder til på grund af de lave priser og en tilbagelænet atmosfære. Sin-é har i lang tid præsenteret unge, håbefulde musikere, men på det seneste er mandagskoncerterne blevet et tilløbsstykke. Her spiller en ung tilrejsende fra Californien, og rygtet om hans evne til at tryllebinde alle, der hører ham, har bredt sig til pladeselskabernes bonede gulve. Det faste klientel har derfor vænnet sig til de mange jakkesæt og dyre biler parkeret udenfor, når sangeren på ugens første dag kigger forbi.

Aftenens midtpunkt skiftevis klimprer tyst og aftvinger klagende lyde ud af en hvid Fender Telecaster-guitar. Stemmen, som er nøgen og nærende og kraftig nok til at fylde rummet uden forstærkning, glider uproblematisk fra de dybeste bastoner til højeste falset. Han er som ti musikere i én, og ud over de selvskrevne numre fortolkes sange af så forskellige kunstnere som John Cale, den klassiske komponist Benjamin Britten, Van Morrison og Joni Mitchell. Men uanset det musikalske oplæg er det lyden af smerte og længsel, der trænger sig på. Og det er den, der bider sig fast i hukommelsen, når de ofte timelange koncerter er forbi.

 

Den følsomme dreng

I begyndelsen af 1990'erne var Jeff Buckley talk of the town. Nogenlunde samtidig var kollegaen Beck godt i gang med at skabe sin karriere ligeledes i East Village, men det var Buckley, der kom til at tegne en ny generation af hudløs og ofte frygtindgydende ærlig rockmusik. En musik, som stadig 20 år efter udgivelsen af debuten Grace bevæger og formår at vende op og ned på det musikalske verdensbillede. Der er sagt og skrevet meget om Jeff Buckley, og der findes mange hjemmestrikkede teorier om bevæggrundene for hans gøren og laden. Selv lagde Buckley ikke skjul på, at hans trang til konstant at udforske og afsøge såvel musikalsk som menneskeligt var resultat af en omtumlet opvækst.  

Jeffrey Scott Buckley blev født den 17. november 1966 i Orange County, Californien. Drengen var frugten af et hedt, men ganske kort forhold mellem Tim Buckley og Mary Guibert. Far Tim, der var bare 19 år, havde kort forinden påbegyndt en karriere som syngende sangskriver på den spirende flower power-scene, og jævnaldrende Mary havde endnu ikke færdiggjort college. Begge kom tilmed fra problematiske hjem med voldelige fædre, så betingelserne var ikke de bedste. Tim Buckley forlod da også kone og barn kort efter og viste sig aldrig igen. Jeffrey var herefter overladt til Mary, der skaffede til dagen og vejen ved tilfældigt arbejde. Mor og søn flyttede ustandseligt rundt, for som ufaglært måtte Mary tage arbejde, hvor det bød sig. I og for sig var der intet usædvanligt ved barndommen. Masser af børn er vokset op i stækkede familier uden at ende som vrag, men den følsomme dreng reagerede på de konstant skiftende omgivelser ved at blive sky og indadvendt. Han fandt imidlertid trøst i musikken, som omgivelserne bemærkede et særligt talent for.

Allerede tidligt var Jeffrey i stand til at nynne med på selv komplicerede temaer fra de tv-shows, han yndede at fordrive tiden med, ligesom han hurtigt lærte nogle akkorder på sit senere hovedinstrument, guitaren. Da Jeffrey nåede gymnasiealderen, var han allerede en habil strengespiller, der med lethed imiterede de fræsende guitarsoli fra tidens såkaldte supergrupper som Rush og Yes. Ungdommens idoler kunne næppe være længere borte fra faderens musikalske udtryk, og det siges, at Jeffrey i teenageårene fornægtede eksistensen af sin musikerfar og aldrig åbnede munden for at synge. Men samtidig havde han i det skjulte tilegnet sig et indgående kendskab til Tim Buckleys karriere og musik. Denne ambivalens fulgte sønnen gennem hele karrieren og blev ofte udtrykt i hans senere sangmateriale.

Men musiker ville han være, og efter High School skrev Jeffrey – der nu kaldte sig Jeff – sig ind på musikskolen Musicians Institute, beliggende i et af Los Angeles' hårde kvarterer. Vejen til en tilværelse som musiker var ofte et år på instituttet og derefter en plads i et af de mange heavy metal-bands, der i slutningen af 1980'erne turnerede på den amerikanske vestkyst. Group Therapy hed Jeffs orkester. Det efter sigende talentløse band med en kvindelig frontfigur i tætsiddende spandex-bukser turnerede heftigt, men indtægterne som guitarist måtte suppleres med forefaldende arbejde og et bijob som studiemusiker for diverse musikere og bands, der aldrig blev til noget. Sådan var det nogle år, og historien om Jeff Buckley kunne formentlig være endt her, var det ikke fordi, fortiden indhentede ham.

Læs en meget længere udgave af artiklen med blandt andet historien om Buckleys tragiske død og hans eftermæle, i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA