Miley Cyrus overraskede ved gårsdagens uddeling af MTV’s Music Video Awards
Den omdiskuterede og flamboyante popsangerinde Miley Cyrus modtog i går prisen for "Video Of The Year" til det årlige MTV Music Video Award. Det var videoen "Wrecking Ball", der løb med hæderen. Normalvis er det kutyme, at vinderen af prisen holder en takketale, men Miley Cyrus havde andre planer i går aftes.
Alt imens publikum forventede at se Miley Cyrus på scenen, trådte en hjemløs mand ved navn Jesse op til mikrofonen. Den nybarberede og velklædte unge mand påbegyndte usikkert talen akkompagneret af tilråb og gråd fra Miley Cyrus.
"Tak alle sammen – mit navn er Jesse, og jeg modtager denne pris på vegne af de 1,6 millioner hjemløse i USA, som sulter, er forvirrede og frygter for deres liv i dette øjeblik", siger den tydeligt nervøse og usikre dreng, mens han rystende forsøger at skabe overblik over sine talepapirer. Showets vært Jimmy Fallon assisterede ved at holde mikrofonen, og Jesse fortsatte:
"Jeg ved dette, fordi jeg er en af de personer, og selvom jeg måske er usynlig for jer på gaderne, har jeg præcis de samme drømme, som har gjort, at I sidder her i aften. Los Angeles er den by i USA, der har flest hjemløse unge mennesker. Musikbranchen alene vil indtjene over syv milliarder dollars i år, og udenfor disse døre er der 54.000 mennesker, der ikke har tag over hovedet."
Afslutningsvis henviste Jesse til Miley' facebookside, hvor hun forsøger at indsamle midler til at forbedre vilkårene for unge hjemløse amerikanere. Den til tider udskældte og karismatiske popsangerinde har efterfølgende fået stor ros for sit initiativ og nytænkende tilgang til det at holde en takketale.
Se den følelsesladede takketale herunder: