Sound of Copenhagen præsenterer nyt album og koncert

Sound of Copenhagen præsenterer nyt album og koncert

Pladeselskabet Sound of Copenhagen, som blev grundlagt af Le Gammeltoft og nu afdøde Kjeld Tolstrup, er igen klar med en compilation. Sound of Copenhagen bryster sig af at være en kravlegård for Danmarks musikalske talentmasse og har en vision om at skabe en platform for upcoming musik i udlandet såvel som herhjemme. Med halvårlige udgivelser af de ovennævnte compilations de seneste seks år kunne man godt forestille sig, at den danske undergrund var ved at være udtømt for talentmasse, men dette er øjensynligt ikke tilfældet. Scenen vokser støt, og mange nye navne bliver ved med at blomstre op.

"Denne compilation er et meget godt udtryk for, at den danske scene er ekstremt talentfuld i øjeblikket. Der bliver ved med at poppe små skæve projekter op, og det er stadig vores fornemmeste opgave at give disse artister den opmærksomhed, de fortjener," siger Le Gammeltoft.    

På Sound of Copenhagen vol. 13 findes en bred vifte af genrer og udtryk. På albummet leverer Kicked A Cloud Once tilbagelænede beats, mens Okay Easy har fundet inspiration i kraut rockens repeterende groove. Chamber Junkie (billedet) og We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, byder på iørefaldende elektronisk pop, mens London-bosatte Oceaán nok skal smelte nogle pigehjerter med sin blanding af electronica og r&b. 

Den 18. oktober - nøjagtig to måneder, efter pladen udkom – indtager Sound of Copenhagen DRs Koncertsal, og de tre første navne til koncerten er netop offentliggjort. Navnene er Tomas Barfod, Brynjulfur og Londonbaserede Oceaán.

Tomas Barfod har med albummet "Love Me" bevist, at han er en dygtig producer og har derfor også nydt anerkendelse fra udlandet. Han blander elektroniske flader, organiske beats og nøje udvalgte vokal-features, og denne konstellation har skabt opmærksomhed om Who Made Who-trommeslagerens soloprojekt.

Brynjulfur er et af de helt store og funklende talenter på den københavnske dj-scene. Med optrædener på gadefesten Distortion og Roskilde Festival og udgivelser på belgiske Eskimo Recordings er den unge dj og producer ved at hamre sit navn fast på musikbranchens nethinde.

Navnet Oceaán vil for de fleste danskere ikke få klokkerne til at ringe, men den London-bosatte sanger er et af de mest fremadstormende navne i Storbritanniens elektroniske undergrund. Han har lavet remixes for blandt andet MØ, Woman's Hour og Kill J.

Koncerten den 18. oktober i DR's Koncertsal er stablet på benene igennem et samarbejde mellem Sound of Copenhagen, Lenovo, MetroXpress og DR's Koncerthus.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA